Den med... sumobrydning og sprutbanko
Skåde Bodega har alverdens arrangementer, og ejeren fortæller, at hun både har kontanthjælpsmodtageren og direktøren som gæster
Sølle 35 år. Så gammel er en af Aarhus' yngste værtshusrestauratør, Louise Falkenberg, som er indehaver af Skåde Bodega.
"Selvfølgelig kan det være en kamp, fordi mange af gæsterne kender de andre restauratører meget bedre, end de kender mig. Så på den måde føler jeg, at jeg har skulle bevise noget over for de gamle hoveder," fortæller hun med et smil på læben og uddyber:
"Stamgæsterne kan være svære at rykke med. Der må helst ikke ske for meget på en gang, og det gælder både farven på væggen eller nye gardiner."
Louise Falkenberg har været forpagter på Skåde Bodega i et år, men tilbage i oktober købte hun stedet permanent, og hun elsker udfordringen og livet som værtshusejer, hvor alle typer af mennesker er velkomne.
"Her kommer både kontanthjælpmodtageren og direktøren, og det skal vi blive ved med. Der skal være plads til alle hos os," fortæller indehaveren, som har en fortid som bartender på flere værtshuse i midtbyen.
Ung med ideer
Alderen ser Louise Falkenberg ikke som nogen hindring i hendes job. Tværtimod giver det hende et ungdommeligt og kreativt pust ind i forretningen, hvor hun ofte arrangerer sjove tiltag, der ikke ses på alle byens brune beværtninger. Også selvom gæsterne lige skal overtales til at springe ud i det.
"For et par måneder lejede vi store sumo-dragter, og så tumlede vi rundt omme bagved. Folk synes, at det var virkelig sjovt," fortæller den unge værtshusrestauratør, der mener, at det er vigtigt, at der skal ske noget for gæsterne.
"Vi laver en masse skøre ting. Voksne mennesker vil gerne lege ligesom børn. De skal bare skubbes lidt til det," mener Louise Falkenberg, der også har arrangeret fastelavn, hvor lokale gæster kom forbi for at slå katten af tønden.
"Folk tænker også, at jeg må være mærkelig, men jeg får dem jo til det alligevel, og vi har det skidesjovt," griner den unge værtshusejer.
Sprutbanko og pakkekalender
Skåde Bodega er beliggende lige ved siden af en frisørsalon og den lokale Super Brugsen. Det er sted, der samler stamgæster fra nærområdet, men det er ikke de samme 15 gæster hver dag.
"Nogle er kommet, siden de var teenagere. Vi har flere generationer, der mødes her, og der er også begyndt at komme mange unge," fortæller forpagteren, der mener, at tiltaget 'sprutbanko' har sat beværtningen på værtshuskortet i Aarhus.
"Det fungerer ligesom, når Fru Hansen går til banko i sit lokale center. Forskellen er bare, at her er der shots, øl og kander med sprut på højkant til vinderne."
I juletiden har Louise Falkenberg stået for en pakkekalender, hvor der dagligt bliver trukket lod om en pakke. Desuden holder stedet åbent 24. december fra 12.00-17.00, hvor folk kan komme forbi til en tår glögg og et par æbleskiver.