Fortsæt til indhold

Her kører det i olie - og smurte rundstykker

Shell på Anbækvej i Hammel har taget rekorden

Samfund
Michael Wulff

HAMMEL "Jeg var til julemøde med de andre 229 andre Shell-servicestationer i Danmark, da de pludselig udråbte os på Anbækvej i Hammel som den mest sælgende bake-off."

Det fortæller Shell-tankens indehaver siden 2003, Jens Loft, da jeg kort før jul kører ind til standeren for at tanke op. På alle måder.

Loft og personalet har gang i smørreknivene, for der bliver på hverdagene langet mellem 100 og 140 rundstykker over disken. Alene i oktober blev det til 11.470 rundstykker.

"Vi har også fået rigtig godt bake-off i dag. Jeg kan godt huske de paprundstykker, vi lagde ud med i 1990erne. I dag kan vi fx vælge mellem otte forskellige 'håndværkere', hvor vi så har fundet Mette Munk bageriet på Fyn som vores foretrukne leverandør.

Det er naturligt nok fra klokken 7 til 10 især håndværkerne kigger ind for at få brød. Men 20 minutter over hel er der altid en stille periode," siger Jens Loft.

Han er klar over, at det store salg kan skyldes manglen på en rigtig bager i Hammel. "Men kommer der en bager, så er det jo godt for byen. Så daler vi måske lidt, men vi har mange også private i weekenden, som kommer forbi. Jeg kan godt lide konkurrence."