Fortsæt til indhold

"Ærgerligt at ødelægge en fantastisk by"

Per Lorentsen er god træt af, at der ikke er flere, der bakker op om det lokale handelsliv. I Handelsstandsforeningen opfordrer de også til at støtte butikkerne - især til vinter

Samfund
Stine Østergaard

EBELTOFT "Hvorfor fanden handler folk ikke lokalt? Vi lokale har jo en service som ingen andre steder. Det er da derfor, at vi har kunne drive forretning her i 40 år."

Ordene er Per Lorentsens fra Lorentsens Vinforsyning. Han er god træt af butiksdøden i Ebeltoft. Han giver de lokale (ikke)-handlende en opsang. Han kan ikke forstå, hvorfor de ikke handler hos de lokale forretningsdrivende, der kan give en rigtig god service

Død bymidte

"Ebeltoft er jo en fantastisk by, der har det hele. Naturen ikke mindst. Det ville være ærgerligt at ødelægge," siger Per Lorentsen.

Og med ødelægge mener han, at byens handelsliv forsvinder.

"Kigger man på Storegade og Lillegade i Grenaa er der helt dødt. Det ender med at blive det samme her," forudser han, hvis ikke flere støtter op om den lokale handel.

"Når jeg går tur med hunden, var der før i tiden 2-3 lejemål ledige. Nu er det 10-15 stykker. Men det er også fordi lejen er dyr, og fordi bankerne ikke vil låne til det. Det er også et problem."

De lokale mangler

Hanne Sloth, formand for handelsstandsforeningen, oplever også at der mangler opbakning fra de lokale til handelsslivet.

"Det er lidt trist. Vi er 7500 indbyggere, det kunne være fantastisk hvis bare de 3000 kom ned i byen. Vi mangler godt nok de lokale. Til vores julearrangementer ikke mange af de lokale vi ser. Folk udefra synes, det er hyggelig og giver ikke andet end ros – det skulle kun lige være, at de spørger efter, hvorfor der ikke er flere mennesker," siger hun, der oplever at folk gerne tager turen fra Aarhus, Randers og Viborg.

"Det er vigtigt at tænke over, hvordan man gerne vil have byen udvikler sig. Skal det være en, hvor der er helt dødt om vinteren?"

Hun understreger at der selvfølgelig er mange lokale, der gør noget ud af at handle i byen - også om vinteren, hvor ser sværest ud.

Meld jer nu ind

Fra handelsstandsforeningens side håber de også på bedre opbakning butikkerne imellem.

"Hvis alle var medlem af handelsstandsforeningen, ville vi nok stå lidt stærkere. Det er et kæmpe ønske fra formanden. Vi gør nemlig rigtig meget, og alle vil gerne havde del i den glæde og gavn, vi gør. Vi laver blandt andet underholdning, og liv, så folk til byen. Og der kommer rigtig mange udefra til byen," siger Hanne Sloth, der godt kan savne det sammenhold i mellem de erhvervsdrivende som var, da hun startede sin forretning Hanne Sloth Mode.

Hun kan dog ikke genkende problematikken med de tomme lejemål. Til gengæld er det et problem, at det er blevet så moderne med pop op forretninger, der ikke holder åbent året rundt. Hun vil gerne appelere til, at udlejerne skriver i kontrakten, at man som lejer af butikslokaler skal være medlem af handelsstandsforeningen og have åbent mindst elleve måneder om året.

Dét de kan lokalt.

Der er masse ting at komme efter, når man handler lokalt. Hanne Sloth elsker selv at handle i Ebeltoft.

"Vi kan give en kæmpe service. Det ved jeg fra mig selv, når jeg er i butikkerne. De kender min størrelse - jeg behøver ikke engang tænke selv. Og så kan man få sig en sludder og sladder med folk. Der er faste kunder, der kommer fra Aarhus og Randers. De elsker, at der er tid til at snakke og ekspedere. Det er dét folk udefra kommer til Ebeltoft for."

Og hun er godt klar over, at der er nogle få ting, man ikke kan få i Ebeltoft.

"Alt kan ikke lade sig gøre, men rigtig mange ting kan. Og hvis det er julegaven man er ude efter, kan man jo købe et Handel Syddjurs kort, der gælder til hele Syddjurs," slutter Hanne Sloth.