Fortsæt til indhold

Nu har hun valgt

19-årige Mette Køchs Nielsen fra Hasle er blevet optaget på Yale University, hvor hun skal være i fire år og udvikle sit ro-talent

Samfund
Martin Jørgensen

sport Mette Køchs Nielsen er et af de største danske talenter inden for roning, og hun har allerede i en ung alder formået at få utallige guldmedaljer hængt om halsen i ind- og udland.

I slutningen af 2015 talte Lokalavisen Aarhus med dengang 16-årige Mette Køchs Nielsen, som havde én stor drøm. Hun ville ind på Yale University. Den drøm er nu blevet en realitet.

"Det er helt fantastisk, at min drøm er blevet opfyldt. Jeg har altid tænkt, at det var uopnåeligt, så det føltes helt mærkeligt, at de havde lyst til at have mig," siger Mette Køchs, som i efteråret tog til USA for at se nærmere på tre universiteter, som havde vist interesse for hende. Hele 12 universiteter var interesserede i at tilknytte den 19-årige aarhusianer, men feltet blev skåret ned til tre til sidst.

At være så eftertragtet en atlet var også lidt af en oplevelse for den unge gymnasiepige.

"Jeg kunne ikke forstå, at det kunne betyde så meget for dem at få en dansk roer på deres universiteter. Derfor var det også svært at fortælle de steder, jeg valgte fra, at det ikke blev dem," fortæller det aarhusianske ro-talent og tilføjer, at kun seks procent af de, der ansøger om at komme ind på Yale, ender med at få tilbudt en plads på universitetet. Derfor var hun endnu mere overrasket over, at det kunne lade sig gøre.

Financial aid

Hele projekt-USA startede for et år siden, da Mette Køchs Nielsen blev kontaktet af forskellige amerikanske universiteter. Herefter havde hun Skype-samtaler med trænere, inden det blev Yale, hun sagde ja til. Valget faldt på Yale, da de havde lidt af det hele, fortæller den 19-årige gymnasieelev.

"Jeg ville finde et sted, hvor jeg følte, at jeg kunne se mig selv være i fire år. Jeg skal være langt væk hjemmefra, så det betyder meget, at jeg kan komme til at føle mig hjemme," siger hun og tilføjer:

"Men det bliver fedt at blive kastet ud i det, og jeg tror, at jeg kommer til at udvikle mig meget - også personligt."

Opholdet på Yale bliver delvist betalt af skolen selv, som bidrager med det, der kaldes 'financial aid'. Resten skal Mette Køchs Nielsen selv finansiere. Det er endnu ikke fastlagt, hvad hun skal studere, men planen er enten at læse political finance eller historie.

Drømmen om OL

Som førsteårs U23-roer var Mette Køchs Nielsen med på ungdomslandsholdet i 2018, hvor hun både var med til VM og EM. Derudover blev hun nummer to til British Indoor Rowing Championchips i 2017.

"Jeg har vundet to nordiske mesterskaber siden sidst og været til europamesterskabet. Skiftet til USA skal være med til at holde fast i min motivation for at ro, og så får jeg muligheden for at prøve noget andet."

Hun fortæller videre, at hun har oplevet et dansk romiljø, som har været præget af meget rutine, hvilket har fået hende til at overveje fremtiden.

"Jeg har tænkt, at hvis jeg skulle være i det danske romiljø i 10 år mere og have de samme mål om at komme til OL og VM, så ville jeg hurtigere komme til at gå død i det."

Derfor er USA en chance, som Mette Køchs Nielsen ikke kunne misse. Længere ind i fremtiden er drømmene lige så store, som de var i 2015.

"Mit mål er stadigvæk at komme til OL. Det bliver nok ikke i 2020, men jeg håber på, at det kan blive i 2024 eller 2028."

Mette Køchs Nielsen afsluttede folkeskolen på Rundhøjskolen, mens hun går i 4.g på Marselisborg Gymnasium, hvor hun bliver færdig til sommer. Herefter bliver drømmen om USA en realitet.