Fortsæt til indhold

Otte film på lærredet i foråret

Grenaa Filmklub klar med forårets program i Kino

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Selv om vinteren ikke rigtig er begyndt endnu, har Grenaa Filmklub allerede forårets film klar, og den første vises mandag 7. januar.

Det er hver anden mandag aften, der er film i filmklubben, dog pånær de to sidste film, der vises på to mandage lige efter hinanden.

"Vi viser otte nye film, der alle har fået forrygende anmeldelser og som er godt fordelt både på genrer og lande, og som kun bliver vist i Grenaa den ene aften, vi viser dem i Grenaa Filmklub. Alle er velkomne til at se filmene, også selvom man ikke har lyst til at blive medlem. Så køber man bare billet helt normalt i Kino Grenaa, hvor filmene alle vises i den store sal på det store lærred," siger Lars Chalmer Rasmussen fra Grenaa Filmklub.

Mandag 7. januar indledes sæsonen med "Hvad vil folk sige" - norsk/tysk/svensk film af instruktør Iram Haq. En stærk og ikke-fordømmende film om muslimske æresbegreber, der gør os alle sammen en lille bitte smule klogere på en kompleks problemstilling.

Mandag 21. januar gælder det "Lucky" - en amerikansk film instrueret af John Caroll Lynch. En varm og vidunderlig hyldest til tiden. Den 90-årige Lucky ryger en pakke smøger om dagen og kan hverken forstå eller acceptere, at han ikke længere må tænde en cigaret på den bar, hvor han hver dag drikker sin ”bloddy maria” , som han kalder den.

Mandag 4. februar vises "Sweet Country" af den australske instruktør Warwick Thomton. Filmen, der vandt juryens specialpris i Venedig sidste år, er både en betagende smuk skildring af den nordaustralske outback i 1920´erne og en gribende og på mange måder grusom skildring af forholdet mellem hvide og aboriginals.

Mandag 18. februar er der først generalforsamling og visning af "Lady Bird" af den amerikanske instruktør Greta Gerwig. Filmen skildrer et ret almindeligt teenageliv, men bare med sådan en charme og varme, at man mærker det helt ude i hårspidserne. Samtidig males et billede af et amerikansk samfund, hvor alting kredser om penge. Det ligger som et ulmende undertema, hvor svært det er for selv middelklassen at få tingene til at hænge sammen økonomisk.

Mandag 4. marts kan man se den franske/libanesiske "I Syrien", instrueret af Philippe Van Leeuw. En nådesløs smuk og kompromisløs film, der gennem et døgn indkapsler krigens rædsler i en lejlighed i Syrien. Filmen er på sine egne præmisser et mesterværk. En uhyre vedkommende film om at være menneske i en umenneskelig virkelighed, og en film der rammer helt rent i sin skildring af, hvordan det lykkes at plante selv et minimalt håb midt i et trøstesløs kaos. Filmen har vundet et utal af priser.

Mandag 18. marts kan man se den amerikanske instruktør Spike Lees film "BlacKkKlansman" - og det hedder den faktisk. Præmissen for filmen er grotesk og utroværdig. En sort mand bliver medlem af Ku Klux Klan og kommer højt på strå i organisationen. Man ville afvise filmen som studentikos satire, hvis historien ikke også var sand. Det er en vred film, en forarget film og en foruroligende film, som samtidig formår at være voldsomt underholdende, velspillet og i visse passager regulært spændende.

Mandag 1. april er den japanske film "Shoplifters" på plakaten, instrueret af Hirokazu Kore-eda. Årets guldpalme i Cannes gik til dette bedårende humanistiske japanske drama. Man skal være ualmindelig hård, hvis man ikke lader sig charmere af gavtyvedramaet om en atypisk familie, der får til dagen og vejen ved at stjæle og videresælge varer fra det lokale supermarked, men som måske alligevel er mere moralsk renfærdig end de fleste. En humanistisk Oliver Twist historie.

Forårets sidste film vises mandag 8. april. Det er den svenske film "Grænse". Instrueret af Ali Abbasi. Oppe i Sveriges store skove bor toldbetjenten Tina, der har helt exceptionelle evner. Det er derfor, at hun er blevet den bedste toldbetjent, verden nok nogensinde har set. Hun behøver blot at snuse ind for at vide, om nogle fx har lidt for mange flasker i bagagen. Hun kan lugte skyld, skam, vrede eller følelser. En film, der bliver ved med at kravle rundt i ens underbevidsthed længe efter at rulleteksterne er færdige. Vinder af filmpris fra Cannes.