Glæd dig til 2019, kære læser
Store redaktionelle ændringer på vej i det nye år og en lille opfordring til læserne
I min seneste kommentar skrev jeg om nogle af de mange rigtig gode historier, vi har skrevet i Lokalavisen Aarhus i løbet af 2018.
I denne uges klumme kigger vi ind i 2019. Og du kan roligt glæde dig, kære læser.
Vi har nemlig lavet om på redaktionen i Aarhus og blandet kortene på en helt ny måde. Men bare rolig - du kommer ikke til at gå glip af de mange gode, ultralokale historier eller de større nyhedshistorier med bred interesse for alle aarhusianere. Du får bare endnu mere af alt det gode fra samme skuffe.
Efter at vi i en årrække har arbejdet ret fast med, at journalisterne på aviserne i Aarhus havde deres "egen" lokale udgave, har vi fra og med den 2. januar igangsat en ny måde at dække Aarhus på. Og vi har afsat endnu flere ressourcer til at skrive om det liv, der leves lige udenfor vores læseres hoveddør.
Helt konkret betyder det, at der bliver arbejdet mere på tværs af de fire versioner, og at journalisterne får stofområder, som de skal dække - fremfor geografiske områder. På den måde forventer vi at blive endnu skarpere og skrappere. Vi kommer fortsat til at bide politikerne og andre ansvarlige i haserne, og vi vil fortsat skrive om de store og små ting i hele kommunen. Vi kommer rundt i hele Aarhus, og vi ses blandt andet i Beder, Malling, Hasle, Tilst, Trige, Todbjerg, Trøjborg, Risskov og Aarhus Ø.
Og slutteligt en opfordring. Kære læser: Husk nu venligst, at vi er et gratis medie. Vores eneste indtægt er annoncer. Og nej, vi får som alle vores konkurrenter her i Aarhus ikke en bøjet femøre i mediestøtte. Vi har derfor brug for din opmærksomhed omkring vores annoncørers kommercielle budskaber. Det er sådan set det, du betaler for at læse Lokalavisen Aarhus - nemlig at du ser vores annoncørers annoncer.
Så når du udelukkende læser vores nyheder på Facebook - så tjener Mark Zuckerberg penge. Hvis du derimod læser vores nyheder på vores website og måske tilmed får vores to daglige nyhedsbreve med nyheder udelukkende fra Aarhus - så tjener vi penge, og vi kan blive ved med at give dig helt unik lokaljournalistik fra hele Aarhus. Så på vegne af redaktionen og vores annoncører vil jeg ønske dig et rigtig godt nytår.
Med venlig hilsen
Claus Krogh
Ansvarshavende chefredaktør