Klank Efterskole har taget hul på jubilæum
Efterskolen fylder 150 år i 2018, føler sig ’still going strong’ og vil i løbet af året vise sig frem for omverdenen
Med den aarhusianske sanger Kris Herman som vokal forgrundsfigur kunne Klank Efterskole tirsdag officielt tage hul på et 2018, hvor skolen fejrer, at der gennem 150 år er blevet undervist på stedet - siden 1914 i form af efterskole.
Via et åbent hus, hvor man kunne få en guidet tur af et par elever, samt elevpræsentationer af de otte linjefag kunne alle få et fint indblik i, hvad Klank er for en efterskole. Og at dømme efter de rosende ord fra eleverne, der tæller cirka 100 i antal, er et ophold på Klank Efterskole lige netop det, forstander Klaus Larsen på dagen kaldte for en kæmpe buffet.
LÆS OGSÅ: Klank Efterskole fejrer 150 års jubilæum
“Et år på efterskoler byder på utrolig mange ting. Vores opgave er at arbejde på, at eleverne spiser af hele buffetten og ikke kun tager de frikadeller og kartofler, de er vant til,” sagde han og tilføjede:
“Og så skal vi sikre, at begreber som 'efterskole for alle' og mangfoldighed går hånd i hånd med et højt fagligt niveau,”
Fra mig til os
Laura Gylden-Damgaard, formand for Klank Efterskoles bestyrelse, hæftede sig ved efterskolerne evne til at omdanne en 'mig-kultur' til en fællesskabsfølelse.
“Vi giver vores unge mennesker nogle trædesten i forhold til resten af livet, en livsbonus om man vil,” sagde hun og blev suppleret af Troel Borring, formand for Efterskoleforeningen.
“Vi står med en generation af unge, der vel skal kapere flere ting end tidligere generationer. Efterskolerne perfekt til at løse den opgave,” sagde han.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) roste, efter at være brudt ud i sang, Klank Efterskole for at have 'leveret' gennem årene.
“Når jeg ser engagementet hos lærere og personale og glæde hos de unge mennesker, så tøver jeg ikke med at konstatere, at Klank er 'still going strong',” lød det fra borgmesteren.