Houdini er tilbage i sin voliere efter springtur på 7 måneder
En gruppe mountainbikekørere fandt den forfrosne blågule ara i skovbunden
“Det er da en blå ara”.
Ordene røg ud af munden på Kim Hendriksen, da han forrige fredag sammen med to træningsmakkere kørte på mountainbike i Rye Nørskov - på vej mod Salten Langsø.
“Da jeg nærmede mig fuglen, begyndte den at skræppe op, men lidt efter gik den hen mod mig. På en bakke rullede den rundt og lå, så jeg kunne samlede den op. Den var meget kold,” fortæller Kim Hendriksen.
LÆS OGSÅ: Eksotisk papgøje har indtaget Ry Skov
Efter lidt bøvlen frem og tilbage med politi og dyreværn kom en bekendt forbi i bil og kørte papegøjen til Galten Dyreklinik. Herfra kunne papegøjen, der er en stor blågul ara, returneres til ejeren Dorthe Søndergaard, der bor i Yding, hvorfra fuglen tog på langfart for syv måneder siden.
“Der var godt nok ikke meget liv i ham, da vi fik ham tilbage. Vi svøbte ham i et tæppe og forsøgte at varme ham, men der var ingen kontakt. Det kom dog stille og roligt, og efter en tur under en varmelampe og masser af frugt og nødder livede han op,” fortæller en glad Dorthe Søndergaard.
Hvad hedder fuglen egentlig?
“Houdini, selvfølgelig,” ler Dorthe Søndergaard.