Fortsæt til indhold

Dansen går igen

Kom og Dans lyder opfordringen til de danseglade

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Grenaa-afdelingen af Kom og Dans er klar til at tage hul på en ny sæson med swing & rock´n roll dans. Lyder det spændende inviterer Kom og Dans til gratis prøveaften tirsdag 8. januar klokken 19 på Ørum Skole. Her vil kyndige instruktører føre ind i swingdansens glade univers.

Swing & rock´n roll danses hovedsageligt til glade rockmelodier fra 1950 og 60´erne, men Mavericks, Shakin Stevens, Bamses Venner og Billy Swan, finder også vej til danselokalet. Alle melodier med en god fast rytme kan bruges til dans.

Swingdans er pardans, men man skifter dansepartner mange gange i løbet af en danseaften, så man kan sagtens komme og deltage som single. Man må påregne at få sjov motion, svede og få rørt lattermusklerne en del.

Kom og Dans er ikke en danseskole, men en forening med danseinstruktører. Det går selvfølgelig ud på at lære at danse, men det sociale liv i foreningen vægtes også meget højt.

På en danse/øveaften har man altid fælles kaffebord, hvor man mødes til hygge på tværs af danseholdene. Her er ofte nogle, der har frisk frugt med, eller lige har haft lyst til at bage en kage, som man skal smage. På prøveaftenen er foreningen vært ved en kop kaffe og kage.

Der øves hver tirsdag på Ørum skole, men her udover afholder man danseaftener og eftermiddage, hvor der er fri dans på tværs af danseholdene. De erfarne dansere tager sig rigtig godt af alle de nye, så der er ingen, der får lov at sidde stille ret længe. På disse aftner er der rig mulighed for at træne alt det man har lært, og få det afprøvet sammen med øvede dansere.

Man skal regne med at swing & rock’n roll er stærkt vanedannende, det kan blive en stærk konkurrent til øvrige fritidsinteresser.