Et fællesskab med lige dele øretæver og omsorg

HORNSLET Det er ikke den samling mennesker, jeg havde forventet at møde, da jeg en mørk og kold tirsdag aften træder ind i Hornslet Bokseklub, der gemmer sig på bagsiden af en stor industribygning på Eskerodvej.

Det er motionsboksning, jeg er mødt op til, men havde alligevel forventet mig nogle lidt mere bryske typer. I stedet står en meget mangfoldig flok motionister i alle aldre, størrelser og begge køn. Alle med smil på læberne – senere skal det vise sig, at øjnene godt kan lyne, når sveden drypper ned ad panden, og boksehandskerne tæsker løs på en sandsæk.

Det ligger i fødderne

Alle –små som store – den yngste på omkring ni år og den ældste træner Jann Hansen på 72, der startede klubben i sin tid, varmer op sammen i salen på motionsholdet. Det sker i en rundkreds med løb og forskellige styrkeøvelser. Og der er øje for alle. Når der spurtes, betyder det, at man giver sig hundrede procent, og her får man det at vide af trænerne, hvis de kan se, at man ikke giver sig.

Jeg har hjemmefra besluttet, at jeg må prøve det der boksning af på egen krop. Så jeg løber med i rundkredsen. Da det mere tekniske boksetræning går i gang bliver holdet delt op i børn og voksne. Til næste år bliver de delt op på to forskellige hold.

Der bliver sat lidt tid af fra både træner Jann Hansen og Anders Ginge til at lære den klodsede journalist et par grundtrin i boksning, så jeg kan være med til et par af øvelserne.

Det ligger slet ikke så meget i armene det med at kunne slå til. Det gælder om at få hele kroppen med. Det er jeg som stregspiller på håndboldbanen vant til. Men det der med at bevæge sig rigtigt og hurtigt. Det kan godt være svært.

"Det hele ligger i fødderne," har både Jann, Anders og cheftræner Arne Christensen fortalt mig uafhængigt af hinanden.

Josephine Ranghøj lærer også fra sig, da vi senere får handskerne på og skal have gang i motorikken for alvor. Da hun lærer mig, hvordan jeg vender hænderne rigtigt og får styrke i mit slag, kan jeg pludselig mærke forskellen. Det er vildt. Og dér fangede dét der boksning mig pludselig mere, end jeg troede, det ville.

Med den kropsstyrke, hurtighed og intensitet, der bliver arbejdet med selv på motionsholdet, kan man kun have respekt. Og så slutter de endda træningen af med styrke- og udholdenhedstræning. Der beslutter jeg mig for at lave snigeren og tage kameraet om halsen som undskyldning for at slippe for mælkesyrende muskler.

Fantastisk fællesskab

Peter og Philip Iversen –far og søn – holdt som resten af holdet ud til den bitre ende. De startede sammen til boksning i sommers. Det er en sjov ting at kunne lave sammen, synes de. Og ind til videre lyder det bare på motionsboksning for dem begge. Men 13-årige Philip har måske talent til mere. Det vil tiden vise.

12-årige Bertil har allerede planer om at prøve konkurrenceholdet af, selvom han næsten lige er startet. Konkurrencegenet er i hvert fald tændt i den grad, og det der med at få øretæver i ringen skræmmer ham ikke.

"Sådan er det bare. Man lærer jo af sine fejl. Og man bliver ikke bedre, hvis ikke man prøver," siger han kampberedt efter træningen.

Ud over den hårde motion, som helt sikkert må være et kick for mange – det kunne jeg i hvert fald selv mærke, selvom det kun var en lille smagsprøve, så er der én fælles ting, der gør at både motions- og konkurrenceboksere har valgt Hornslet. Det er fællesskabet.

Der er ikke én,jeg taler med, der ikke nævner fællesskabet som det første. Flere bruger endda vendingen "en ekstra familie", når de taler om folkene hernede. Hvor andre unge går til sportsgrene som håndbold eller fodbold, hvor man følger sin egen årgang, er aldersdiversiteten noget større her.

"Jeg synes faktisk, at det er en fordel, at det er en bred aldersgruppe," lyder det fra Josephine Ranghøj på 19 år fra motionsholdet.

Møder hinanden

Også på tværs af holdene er der stor samhørighed. Mens motionsholdet har svedt i ringene og ved sandsækkene varmer konkurrencebokserne op. Derefter mødes de til fælles beskeder og hører, hvordan det er gået dem, der har været i kamp siden sidst.

Men kan man godt være en klub med ambitioner om at høre til i toppen af motionsboksning og stadig "mænge" sig med motionsafdelingen så meget? Ja, det mener cheftræner Arne Christensen bestemt. Det er faktisk afgørende for, hvorfor klubben er så populær.

"Vi er ser og møder hinanden, så vi er ikke en adskilt klub. Det er også derfor alle bliver kaldt ind til beskeder og hvad der sker i klubben. Vi er én klub, og det lykkes godt. Det er derfor, der er mange, der synes det er fedt at være her. Det er fundamentet. Det er det vigtigste," siger Arne Christensen.

Også for piger

En af dem, der har været i klubben længe er Anne Tilken. Med et stålsat blik i øjnene står hun og varmer op og bokser mod en usynlig modstander. På trods af, at hun er en ung kvinde på 16 år er hun ikke lige sådan en, man tør stå i vejen for. Hun er også klubbens første kvindelige danmarksmester.

Men når hun tager tandbeskytteren ud af munden for at tale, er det ren og skær venlighed, man bliver mødt med. Hun kan godt lide ved sporten, at man skal have hovedet med sig. Og at man kan hade hinanden i ringen, men være bedste venner lige bagefter.

"Jeg har prøvet en masse andet. Gået til ridning, ballet, gymnastik... Når man går til fodbold kan man aflevere bolden til en anden og sige "det var din skyld", hvis det ikke går godt. Her kæmper man for sig selv og skal vise, hvor god man er blevet. Derfor er jeg også meget mere nervøs op til en kamp, end da jeg gik til håndbold og havde alle mine kammerater med mig," fortæller hun, der har bokset i nu 10 år.

Det der med at få "tæsk" i ringen, det er også en del af gamet. Men det kan man jo også undgå, hvis man er god nok.

"Om det gør ondt? Ikke hvis du undviger," smiler hun kækt.

Bekymret svigermor

En anden bokser er 24-årige Mickey Sukumaran. Han flyttede for tre år siden klub fra Trige for at få del i den bedre sparring og klubkultur, der er i Hornslet.

"Hvis man har ambitioner, er der flere muligheder for at indfri dem herude. Man lærer også mest ved at sparre med en, der er bedre en sig selv. Så må man tage de slag med, man får," siger han stormilende.

Og det der med slagene – det kan der godt være lidt fordomme om. Hvad er det for nogle, de der boksere, der frivilligt stiller sig op i ringen for at uddele og til tider selv få bank?

"Det værste er faktisk middagene ved svigerfamilien, når man kommer med et blåt øje. Min svigermor arbejder på en øre-næse-halsafdeling og har også allerede konstateret, at min næse trænger til at blive rettet ud. Men hvis man gerne vil noget, så er det det, der skal til," siger Mickey Sukumaran.

Han er glad for at træne i Hornslet. Mangfoldigheden i klubben er især positiv at fremhæve.

"Nogle kommer lige fra folkeskolen, og så er der er nogle hårde gutter herude med tatoveringer over hele kroppen, som man måske normalt ville være bange for," siger han drillende, mens han skæver til din træningsmakker.

Sammenholdet finder man ikke andre steder.

"Jeg tror slet ikke, jeg vil kunne finde samme fællesskab på en arbejdsplads for eksempel. Nogle gange skal man blande blod og sved for at få det specielle sammenhold."

Vil blive Danmarks bedste

Der hersker ingen tvivl om, at både trænere og boksere kæmper for, at Hornslet Bokseklub, der allerede nu har flere landsholdsboksere og flotte titler, vil være nogle af de bedste.

Der er masser af individuel sparring og ros – i hvert fald, når der bliver talt til mig.

"Andreas der, han er ikke den store tekniker, men han er ekstrem stærk, han skal nok blive til noget. Og så er der Mohammad dér. Han er et gudsbenådet talent. Han har lige vundet sin første kamp," fortæller træner Anders Ginge, i løbet af træningen og nævner endnu flere navne.

"Vi har også målrettet træning mod to, vi stærkt regner med bliver udtaget til OL," supplerer Arne Christensen.

Der bliver draget rigtig god omsorg for bokserne i klubben af alle trænerne, og det er tydeligt, at her føler alle sig trygge. Men der bliver også givet en opsang, når der ikke bliver gået til stålet. Som til sidst i den træning, jeg besøger. Arne Christensen er mildest talt ikke tilfreds med indsatsen i den sidste del at træningen. Ingen gav sig 100 procent. Det skal der til. For man skal jo blive bedre.