Julegaver kan ikke blive leveret
En del af Sallings kunder har ifølge Berlingske fået at vide, at de ikke kan få leveret de varer, som de har bestilt i kædens onlineshop
En del personer går glip af gaver juleaften. I hvert fald, hvis julemanden har valgt at købe dem i Sallings webshop. Ifølge Berlingske har flere kunder hos Salling.dk fået at vide, at de ikke kan nå af få deres varer leveret, selvom de er blevet købt som julegaver for flere uger siden. Det har givet butikskæden en mindre 'shitstorm' på Trustpilot, hvor flere har givet Salling den dårligste karakter og tilføjet nogle ikke særlige anerkendende kommentarer.
"Det er under al kritik, og jeg kommer aldrig til at smide penge her igen!!! Tak for manglende julegave til min søn på seks år," skriver brugeren Maria Holm eksempelvis på Trustpilot ifølge Berlingske.
Salling erkender over for mediet, at der er massive problemer med deres webshop og indrømmer, at det ikke lever op til varehusets egne forventninger.
"Vi har fået overvældende mange ordrer på Salling.dk og har derfor ekstraordinært juletravlt. Vi løber så hurtigt, vi overhovedet kan og har indsat ekstra biler for at sikre, at varer bestilt i rette tid når ud inden jul," skriver Lars Højgaard, ansvarlig for Salling.dk, blandt andet i en mail til Berlingske.
Han uddyber desuden over for mediet, at man har ringet rundt til kunderne, der er berørt af problemerne, og i langt de fleste tilfælde har man fundet en anden løsning.
jwh