Dansk Folkeparti tager sig betalt
Af Lars Norman Thomsen,
lokalredaktør
KOMMENTAR Dansk Folkeparti har formået at lave en turn around af dimensioner i det første år af det nye byråds levetid.
Det troede ingen på valgnatten i november 2017, hvor Dansk Folkeparti godt nok troppede op med tre mandater, men aldrig nåede med i konstitueringsforhandlingerne, fordi de øvrige partier havde besluttet på forhånd, at de ikke gad Per Dalgaard og hans symbolpolitiske frikadelle-falbelader.
Derfor måtte Dansk Folkeparti nødtvungent nøjes med smulerne, da de øvrige var blevet færdige med at fordele rovet efter, at vælgerne havde talt.
Valgnattens handlinger har betydet, at Dansk Folkepartis veteran, tidligere folketingsmedlem Per Dalgaard, aldrig har tilgivet Venstres Claus Wistoft, som Dalgaard betragter som hovedskurken bag 'udelukkelsen' af Dansk Folkeparti på valgnatten.
Per Dalgaards animositet mod Claus Wistoft har fået konsekvenser politisk.
Ikke mindst Socialdemokratiet har formået at samle Dansk Folkeparti op, fordi partiets nye folk hurtigt fattede tillid til Dansk Folkepartis nye gruppeformand Michael Mikkelsen, der har nulstillet de symbolpolitiske udspil totalt og i stedet forsøgt at spore Dansk Folkeparti ind på en yderst pragmatisk linje, hvor dagsordenen det første år for Mikkelsen har handlet om at føle sig frem.
Han har på rekordtid formået at skabe sig et politisk netværk i byrådet på tværs af partier. Et netværk, der også rækker langt ind i partiernes baglande.
Derfor er han altid på forkant med, hvad der foregår og kan rent taktisk tage bestik af situationen. Det hedder realpolitik og har gjort det i mange år.
Dansk Folkeparti er stærkt imod inklusion i folkeskolen. Til gengæld er partiet nu det modsatte, når det gælder praktisk politik, og det er Michael Mikkelsens fortjeneste.
Den havde de ikke set komme på den borgerlige fløj, at Dansk Folkeparti skulle blive mere salonfähig for partierne på venstrefløjen end hos de øvrige i den blå gruppe.
Michael Mikkelsen får tilbagebetaling for valgnattens eksklusion. Senest som medlem af det nydannede §17.4-udvalg og i bestyrelsen i Den Ny Maltfabriks fond og komité.
Venstre er helt klar over, at de tætte bånd mellem Michael Mikkelsen og først og fremmest Socialdemokratiet skal kappes over, hvis Venstre skal til fadet igen.
Derfor bliver der tænkt, spekuleret og vurderet hos Venstre.
Claus Wistoft ved godt, at han er nødt til at placere et par af sine frontsoldater tæt på Michael Mikkelsen i en rum tid, hvis det skal lykkes at flytte Dansk Folkeparti og vinde partiets tillid.
De første spæde forsøg på at strø sukker er sat i værk.
Wistofts adjudant Christoffer Petersen har fået opgaven tydeligvis. Den går ud på at holde sig tæt på Michael Mikkelsen og skabe en fortrolighed, der kan anvendes i praktisk politik.
Hvad Socialdemokratiet har tænkt sig som modsvar, bliver vi klogere på, når vi når ind i det nye år.
Dansk Folkepartis lokale 'Tulle' har således været den store overraskelse i 2018. Ikke ret meget i forhold til politiske dagsordener, men sørenjenseme, når det gælder politisk positionering.