Fortsæt til indhold

Mad- og måltidspolitik skal give sundere vaner

Politikken er både for kommunens borgere og medarbejdere

Samfund
Arkiv

sundhed Syddjurs Byråd har onsdag 19. december vedtaget en ny mad- og måltidspolitik med titlen 'Fælles om de nærende og nærværende måltider'.

Politikken skal danne grundlag for en øget indsats for bedre mad- og måltidsvaner hos borgere og medarbejdere.

Halvdelen af den voksne danske befolkning er overvægtige og tendensen til usunde kostvaner er stigende.

Forebygger sygdomme

Der er derfor et stort potentiale i at skabe gode rammer omkring borgernes mad- og måltidsvaner, så de sunde valg bliver nemme valg. Det vil være med til at sikre forebyggelse af en række livsstilsrelaterede sygdomme og god trivsel.

Målet med en ny mad- og måltidspolitik er, at bidrage til, at man i fællesskab tager ansvar for og værner om den sunde mad og de gode måltidsvaner, skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Politikken er også en del af kommunes vision om at blive en bæredygtig kommune med fokus på den grønne omstilling.

"Jeg er rigtig tilfreds med, at vi nu har en fælles tværgående politik som sætter fokus på sunde mad- og måltidsvaner samt bæredygtighed," siger formand for Udvalget for sundhed, ældre og social Jan Fischer i pressemeddelelsen.

"Det handler jo helt konkret om den mad, der medbringes, spises eller produceres i de kommunale institutioner og de fysiske omgivelser, som måltiderne foregår i. Den nye politik henvender sig ikke kun til vores medarbejdere, men også til alle borgere. Det er nemlig et fælles ansvar at sikre sunde mad- og måltidsvaner fra de små børn i dagplejen, over vores børn og unge i skoler og institutioner, til vores ældre på plejecentrene," fortsætter han.

Politikken består af tre fokusområder: Læring, madkultur og maddannelse, gode, sunde og nemme valg og et godt spisemiljø.

Politikken er blevet til i et samarbejde på tværs af sektorer og enheder i kommunen og i samspil med Ældrerådet, Handicaprådet, DEMO-rådet, dagtilbudsledere, skoleledere samt de politiske udvalg.

Politikken kan læses på www.syddjurs.dk.

jesl