Fortsæt til indhold

Digitalt kort giver overblik over husets strøm og ledninger

To el-installatører går all in på at sælge dig el-tjek af huset, som kortlægger alle ledninger og faste stik

Samfund
Kian Johansen

Hadsten Et digitalt overblik over hvor ledninger og kontakter befinder sig og i hvilken tilstand de er i.

Så ved du og håndværkerne både hvad der skal skiftes, og hvor stiksaven ikke skal ramme.

Så kort kan 48-årige Jesper Larsen og Mikkel Kristiansens ide præsenteres.

De to er kolleger og arbejder som el-installatører i et større firma i Aarhus.

Programmet kan blandt andet vise, hvor alle dine stik er placeret, samt hvilken type ledning der er brugt. Både husejeren og elektrikeren kan bruge det som dokumentation, forklarer Jesper Larsen. Foto: Kian Johansen

Hvor er ledningerne?

24-årige Mikkel Kristiansen fik ideen til at kortlægge husets strøm, da han hjalp familiemedlemmer med strømmen.

Forinden var der lige sat ny opvasker ind af en anden elektriker, og da han tjekkede hvorfor den nye maskine ikke virkede, smuldrede stikket for øjnene af ham.

Han præsenterede ideen for den tidligere Kalundborg-sjællænder 48-årige Jesper Larsen, der bor i Hadsten og efter et års forberedelse er de ved at være klar til at præsentere og sælge deres produkt, et program, som blandt andet giver fuldt overblik over boligens strømførende ledninger og kontakter ned i detaljen.

Meningen er, at elektrikeren kan tilgå det via en QR-kode på elmåleren.

Ejeren af huset giver sin kode og dermed tilladelse til, at elektrikeren, eller håndværkeren kan få husets installationer at se på det digitale kort.

Åbent Hus på skole

Firmaet kalder de D..H.I.M. - en forkortelse for 'Digital House Installations Map.

Et åbent hus på Den jydske Haandværkerskole midt i januar skal præsentere konceptet for el-installatørerne, der kan bruge programmet i deres virke, da der er er del funktioner til dem også.

"Vi håber på, at mindst 135 elinstallatører vil være med i 2019, samt at vi i år kan skaffe over 100 kunder, der vil betale et årligt kontingent på 250 kroner for at have det fulde overblik over deres el-installationer," fortæller Jesper Larsen, der håber, at hans firma kan være med til at forbedre sikkerheden i danskernes huse.

Sikkerhed og tjek

"Du kan bestille et fuldt tjek af dit hus, hvor alle kronemuffer skiftes og hvor der også tjekkes for røgalarmer. Netop kronemufferne kan være slidte og dermed brandfarlige," fortæller Jesper Larsen, der håber, at også forsikringsselskaber og boligselskaber får øjnene op for programmet, for mindst 9 procent af alle brande er el-relaterede, har han fået oplyst af Beredskabsstyrelsen, tallene er dog et par år gamle, så procenttallet kan være meget højere.

Smart kortlægning

De to iværksættere slår på, at man kan spare masser af elektriker-timer, der bruges på fejlsøgning og på at opklare, hvilke ledninger der fører hvorhen, når der bygges om, eller renoveres.

De to iværksættere vil i løbet af 2019 gå all in på projektet, der indtil videre har kostet dem langt over 600.000 kroner i programmering og udvikling.