Fortsæt til indhold

Brandgodt nytår: Kun containere og papkasser

Ilden var gået ud flere steder, da brandbilerne nåede frem

Samfund
Michael Wulff

FAVRSKOV Nytårsnat 31. december 2018 kom for Favrskovs brandfolk til at stå i skærende kontrast til nytåret for to år siden, hvor den ene store brand afløste den næste.

I Hammel rykkede brandfolkene ud kl 01.27 på meldingen om gårdbrand med fare for dyr på Sall Hedevej nord for Hammel.

"Men da de nåede frem, viste det sig, at det drejede sig om ild i en stålcontainer et par meter fra bygningerne," fortæller beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl, Beredskab & Sikkerhed, Randers-Favrskov-Djursland.

Blå blink nytårsnat

I alt var der fra nytårsaften kl 18 og til nytårsmorgen kl 7.30 kun 10 udkald i hele Favrskov.

Brandfolkene i Hadsten tog sig af de syv, som for det meste skyldtes vildfarende raketter og containere, mens Hammel udover alarmen til gården ved Sall også måtte til en containerbrand.

Hinnerup rykkede ud lige efter midnat - kl 0.40 - på meldingen om 'mindre brand i naturen'.

"Det var på Birkhøjen, men de fandt ikke andet end nogle papkasser, der havde været ild i," siger beredskabsdirektøren.