Politiet med opsang: Stormflodsturister hold jer væk!
Mange er nysgerrige for at se stormfloden rase
Beredskabet har mere end rigeligt at se til denne første rigtige arbejdsdag i 2019, hvor både den tragiske togulykke på Storebæltsbroen, eftervirkninger fra nattens storm og nu også stormfloden har raset.
Tidligere på dagen bad politiet bilisterne, som passerede på Storebæltsbroen om ikke at sætte farten ned og tage billeder og videoer af ulykkestoget. Nu må ordensmagten igen til tasterne med en opfordring. Denne gang til, hvad de kalder, "stormflodsturisterne".
Sydjyllands Politi er kommet med denne opsang på twitter:
"Kystvejen i Aabenraa spærres for færdsel på strækningen fra Tøndervej til H. P. Hanssensgade fordi der i øjeblikket er alt for megen trafik til havnen af nysgerrige. Tag venligst hensyn til beredskabets arbejde. Vi vil bede om, at stormflodsturister holder sig på afstand af de berørte områder. Der er sådan set heller ikke andet at se end vand. Ellers er vi nødt til at binde patruljer til at holde nysgerrige væk."
Opfordringen er hermed givet videre til borgere i alle de dele af landet, hvor stormfloden netop nu huserer.