Klirrr: Hvem glemte glasskårene
TINNING Mellem jul og nytår havde renovationsfolkene i Favrskov travlt med at rydde vores juleaffald af vejen.
Men en borger, Peter Jensen, oplevede nær Tinning, at da genbrugsskraldespanden var blevet tømt, lå der glasskår på vejen.
"Kunne så konstatere, at det lå flere steder, da vi skulle ud og køre. Man skulle tro at renovationen ville lægge mærke til, at de spildte glas flere steder," skriver Jensen i en mail til Lokalavisen.
Han forsøgte at komme i kontakt med Favrskov Forsyning, "men det var svært på grund af juleferie," skriver han.
Vi er klar med en kost
Udviklingschef Lone Bejder, Favrskov Forsyning, fortæller, at renovatøren skal feje, hvis noget tabes.
"De har haft travlt, er jeg sikker på. Men hvis borgerne ringer eller mailer hertil, så handler vi på det. Og vi var da også på arbejde de få hverdage mellem jul og nytår," siger Lone Bejder.
"Men selvfølgelig skal der ikke ligge glasskår. Får vi den oplysning, så kører vi afsted med en kost," siger Lone Beider.