Årets største fest
Præsteklumme Så er det tid til at puste ud og trække maven ind efter alt det, julemåneden har budt på. Den årlige julemåned, hvor forberedelserne egentlig begynder allerede, når efterårsferien er slut. De første gaver bliver gemt i skuffer og skabe. Hvem er det nu, der ønsker sig hvad?
Ud over glæden ved at give og modtage gaver, så er endnu en rekordomsætning i julehandlen på over 14 milliarder kroner med til at give vækst, arbejdspladser og liv i forretninger og netbutikker. I kirken fejres julens gode budskaber hele december, hvor tusindvis af forventningsfulde børn, unge, voksne og ældre mødes, synger og deltager i de mange stemningsfyldte julegudstjenester, koncerter og sammenkomster.
Julen er for alle og handler om nærvær, familie, glæde og naturligvis gode gaver. Jeg kan godt lide, at vi alle bidrager til årets absolut største fest, hvor det særligt i kirken bliver tydeligt, at selvom vi er forskellige, så samles vi i det væsentlige. Jul er festlig, folkelig, fornøjelig og med et højt fagligt niveau. Også i år har mange fortalt mig, hvor de var til julegudstjeneste, og at det var rigtig godt. Det var ikke alene hyggeligt at møde naboer, venner og bekendte i kirken, der var også gode vedkommende juleprædikener og dejlig musik.
Det er den tid på året, hvor selv brokkehoveder kan tage sig selv i at blive glade. Det er også den tid på året, hvor vi mærker, når der er nogen, vi mangler, eller der er andre skår i juleglæden.
Det har været vintersolhverv, jul og nytår, hvor vi fejrede lysets komme både i naturen og eksistensen. Vi har fejret, at på et tidspunkt kan det ikke blive mørkere. Der er ikke noget at gøre. Lys og glæder ligger på lur i det liv, der byder os på lidt af hvert.
Det er først til sommer, jeg selv skal begynde at planlægge næste jul i kirken. Nu er juletræet ude af stuen og al julepynt lagt til side – selv årets nye farvestrålende julehotdog, der hang allermest synligt på vores juletræ. Der skal fejres meget andet de kommende måneder, før det igen går løs med alt det julede musik, pynt, frokoster, hygge, mad, kager, sang, julefilm, traditioner, familie, glæder og gaver.
Den jul vi igen samles i alle mulige sammenhænge og netværk. Årets absolut største fest er så værdifuld, fordi den samler både mennesker og hele nationen trods al vores forskellighed. Selvfølgelig skal det være stort, når vi holder lysets, glædens og kærlighedens fest.