Fuldfed musik i Kastbjerg Kirke
Zesong-koret giver koncert med sange fra mange lande
KASTBJERG Hvis man slår et slag forbi den middelalderlige Kastbjerg Kirke lidt over halv otte torsdag aften 31. januar, vil man høre fed og fyldig kormusik trænge ud gennem de oplyste vinduer. Men det er meget bedre at komme i god tid og sikre sig en plads inde i kirken. Her glemmer man hurtigt den jammerlige danske vinter, for der er varmt, også musikalsk. Hotte Zuulusange fra Afrika og sange fra Caribien sender bud om sol og sommer, men også om de russiske stepper og lande endnu tættere på som Frankrig, Bulgarien, Letland, Sverige - for ikke at glemme Danmark - er på repertoiret denne aften.
Musikken udøves af en flok mennesker, der nu i mere end 25 år - med en del kommen og gåen undervejs - er mødt op en gang om ugen for at synge rytmiske/etniske sange fra det meste af verden. Zesong-koret, som de kalder sig, og som ledes af Christine van der Hoeven, har i tidens løb sunget ved utallige koncerter rundt om på Djursland, men har også deltaget i workshops og koncertarrangementer i udlandet - flere gange i Spanien, i Sverige og i Grækenland.
Koret har fået kontakt med et græsk kor med medlemmer fra mange nationer, Horto Dia, der holder til i Horto på halvøen Pelion i Grækenland. Sammen med dem deltog Zesongkoret i 2017 ved den afsluttende koncert i landsdelens årlige musikfestval. Det græske kor synger under ledelse af Nikos Adraskelas, der håber på, at en genvisit til Djursland en dag bliver mulig.
Samarbejdet, der er inspirerende for begge parter, fortsætter til september, hvor Zesong-koret igen tager til Horto. Endnu engang skal koret synge en række sange fra hele verden i et amfiteater i Horto. Og endnu engang indøver koret nogle af disse sange sammen med de græske venner.
Men først gælder det Kastbjerg Kirke, hvor publikum kan høre et udpluk af de sange, Zesong-koret tager med til Grækenland, blandt andet en fransk sang fra samme periode som kirkens renæssance-altertavle. Ganske vist en drikkevise, som så heldigvis i flere afsnit lyder som store klokker.
Altså Kastbjerg Kirke torsdag 31. januar klokken 19. med fri entre.