Fortsæt til indhold

Cecilia fik sin Frederik ved indvielsen af Den Uendelige Bro

Det smukke brudepar var lykkelige over, at regnen udeblev

Samfund
Af Camilla Kjærgaard Olesen og Danni Paulsen

Cecilia Ravnkilde Clemmensen og Frederik Ahle Agersnap sagde ja til hinanden torsdag eftermiddag ved indvielsen af Den Uendelige Bro.
De var det heldige brudepar, som Lokalavisen Aarhus valgte til at blive gift på indvielsesdagen. Hvis solen ellers havde vist sig fra en lidt bedre side, var der ingen tvivl om, at det smukke par havde strålet om kap med den. Smilene var store, og de mange fremmødte - både bryllupsgæster, pressen og andre interessenter - fik sig en uforglemmelig oplevelse, da de to sagde ja til hinanden på Den Uendelige Bro.
"Det er fantastisk skønt, og vi føler os enormt privilegerede. Vi er så glade, for at vi blev valgt. Da vi fandt ud af det, skulle det pludselig gå stærkt med at få inviteret familie og venner, men det lykkedes," siger Cecilia og Frederik, som glædede sig over, at et bebudet regnskyl udeblev.
"Da vi vågnede i morges, varslede meteorologerne skybrud samme tidspunkt, som vi skulle vies. Det gav anledning til lidt bekymringer, men vi var heldige med tørvejr," smiler Frederik Ahle Agersnaps, hvis hvidklædte hustru var imponeret over de romantiske omgivelser.

"Det er vildt flot herude og noget anderledes end rådhuset. Det var en helt unik vielse, og vi er superglade for, at det blev på denne måde."
Også brudens mor, der kom hele vejen fra Lem i Vestjylland, syntes, det var en smuk vielse.
"Det var fantastisk og ikke så samlebånds-agtigt, som det kan blive på et rådhus. Det er virkelig et smukt sted, I har her. Jeg kan godt forstå, at aarhusianerne er glade for broen," siger Connie Clemmensen.

Begejstret rådmand

Normalt varer en borgerlig vielse i Aarhus 96 sekunder, men i dagens anledning var den lidt længere, og rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), der stod for vielsen, holdt en personlig tale for det flotte par, hvor der var plads til både grin og pjat.
Han var da også vældig begejstret for, at broen nu er blevet en realitet, og han takkede blandt andet borgerne, der gennem Lokalavisen Aarhus har samlet penge ind til den.
"Jeg har glædet mig uendeligt meget til at indvie Den Uendelige Bro. Den er så smuk. Og den binder naturen og bugten sammen, som er vores DNA her i Aarhus. Men den binder også mennesker sammen, og er et symbol på at være i et uendeligt liv sammen," lød det fra Rabih Azad-Ahmad.

Aarhusianerne er vilde med broen

Rådmanden er sikker på, at broen vil blive brugt meget, og at den også bliver et mål for turisterne, når de gæster byen.
Han er ikke den eneste, der er sikker på, at folk tager broen til sig. De to arkitekter bag værket, Niels Povlsgaard og Johan Gjøde, glæder sig over, at folk allerede en uge før indvielsen flokkedes rundt på broen.
"Jeg var selv herude sidste weekend, så det var lidt snigpremiere for mig. Det var fantastisk at se alle de mennesker på broen, og så er det jo dejligt, at den bliver indviet med et bryllup," lød det fra Johan Gjøde, og Niels Povlsgaard supplerede:
"Det er skønt at se, hvor interesserede folk er for broen. Om aftenen har der været en masse mennesker herude, ligesom der også har været skoleklasser, der har siddet på broen og spist madpakker."
Egentlig havde de ikke lige planlagt, at der skulle være events og dermed bryllupper på broen, men de glæder sig over, at den kan danne rammen om en mindeværdig dag for både brudepar og gæster.
"Det var rigtig dejligt at høre, at rådmanden synes, at det er en gave til byen, så nu håber vi, at folk tager den til sig," siger Povlsgaard.