Bilka og Føtex vil bytte gaver købt i BR og Toys "R" Us
Nyt håb for nogle af dem som er brændt inde med legetøj fra BR og Toys "R" Us
Salling Groups supermarkeder, Bilka og Føtex, træder nu til med en hjælpende hånd til alle dem, der ikke har fået byttet julegaver fra de konkursramte legetøjskæder BR og Toys"R"Us, som blev erklæret konkurs mellem jul og nytår. Det skriver Lokalavisen Aarhus.
Føtex og Bilka tilbyder at bytte julegaver fra BR og Toys'R'Us, hvis det er varer, som supermarkederne fører. Gaverne kan byttes til andet legetøj i de to supermarkeder, oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
"Vi ved, hvor meget det betyder for danskerne at give julegaver til hinanden. Og hvor vigtigt det er, at de også kan byttes til det helt rigtige. Det er virkelig ulykkeligt, at kolleger i branchen går konkurs, og mange danskere derfor risikerer at brænde inde med julegaver, så nu forsøger vi at give en hjælpende hånd," siger direktør i Bilka, Mark Nielsen.
Bytteservicen gælder for varer i brugt emballage købt fra 1. novemer 2018. Den gælder i januar 2019 og omfatter ikke gavekort, skriver Lokalavisen Aarhus.
jn