Sundhedsvæsen Danmark: Ny superstyrelse skal ligge i Aarhus
Aarhus får en stor rolle i regeringens sundhedsudspil
En ny national myndighed under navnet Sundhedsvæsen Danmark skal ligge i Aarhus. Det lægger regeringen op til i det nye sundhedsudspil, hvor man vil nedlægge de fem regioner og erstatte med fem sundhedsforvaltninger og 21 sundhedsfællesskaber.
Sundhedsvæsen Danmark skal fungere som en drivkraft for at udvikle sundhedsvæsenet i hele landet og koordinere opgaver, der løses bedst i fællesskab. Det skal eksempelvis sikre, at alle akutte patienter i Danmark har adgang til en ensartet, høj kvalitet i behandlingen døgnet rundt og i alle dele af landet.
Denne ændring sker angiveligt, fordi regeringen mener, at der ikke har været tilstrækkelig koordination og fremdrift på flere områder i sundhedsvæsenet.
Der er, såvidt Lokalavisen erfarer, endnu ikke tænkt over, hvor Sundhedsvæsen Danmark skal ligge i Aarhus.
Styrelsen skal stå for:
1. At sikre, at alle skal have adgang akutbehandling af høj kvalitet på alle tider af døgnet og i alle dele af landet.
2. Godkende større it- og digitaliseringsprojekter i sundhedsvæsnet.
3. Sikre at patientrettigheder overholdes
4. Sikre nationalt samarbejde om højt specialiserede behandlinger
5. Beslutning om fælles indkøb til alle sygehuse. I dag udgør regionernes samlede indkøb over 30 milliarder kroner årligt.
6. Indsamle erfaringer og udbrede fælles løsninger.
Sundhedsvæsen Danmark får en bestyrelse på elleve personer, som regeringen udpeger. I bestyrelsen vil indgå personer, der har erfaring med sundhedssektoren. Derudover udpeges et medlem på baggrund af forslag fra patientforeningerne.
Derudover indeholder sundhedsudspillet:
At førstegangsfødende skal have ret til at være indlagt i 48 timer.
Nyt landsdækkende lægevagtnummer 113, der skal erstatte de nuværende indgange til akut lægehjælp
Der skal i 2022 optages 2000 flere sygeplejerske på sygeplejestudiet
I 2025 skal der være en halv million færre sygehusbesøg og 40.000 færrre indlæggelser.
Hele reformudspillet fra regeringen kan læses her
Rådmand i Aarhus er tilfreds
"Regeringens udspil til sundhedsreform er et stort skridt i den rigtige retning. Reformen vil give aarhusianere større nærhed med sundhedstilbud i kommunen. Det er en rejse, vi har været på længe, hvor vi hele tiden har øget samarbejdet med de praktiserende læger og hospitalet. Nu får vi forhåbentlig en klarere rolle- og opgavefordeling, og pengene skal følge patienterne," siger Jette Skive (DF), rådmand, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune i en pressemeddelelse
"Derfor er jeg også meget tilfreds med, at reformen lægger op til, at den kommende overordnede instans Sundhedsvæsen Danmark, bliver placeret i Aarhus. Det bekræfter os i, at vi har vist, hvordan det fremtidige sundhedsvæsen skal skrues sammen med høj grad af samarbejde og løsninger tæt på borgerne", udtaler hun.