Niende udgave af DM i indefodbold
Grenaa Idrætscenter lægger endnu engang gulv til mødet mellem Danmarks bedste indefodboldspillere
GRENAA For niende år i træk skal Danmarks bedste indendørs fodboldhold findes i Grenaa Idrætscenter. 10 hold har kvalificeret sig til deltagelse i stævnet, der afvikles lørdag 19. januar.
Sidste år vandt Grafisk ID fra Vivild, Aarhus og Lemvig, med blandt andre Vivild-drengen Anders Holvad (Fredericia 1. div.) på holdet for anden gang i træk DM i indefodbold, og de kan i år skrive historie ved at vinde DM for tredje gang i streg, hvilket udløser DM-pokalen til ejendom.
Men Grafisk ID har haft et mareridt af en sæson, og er placeret hele nede som nr. 15 på den aktuelle GPM rangliste. Så de er i år ikke regnet blandt favoritterne til DM-titlen, selvom alt kan ske ved DM. Favoritterne i år er primært fynske i form af Tommerup Efterskole, 5E Byg A/S og outsideren Dansk PE Svejsning, mens Projekt Milen fra Sjælland også må betegnes som forhåndsfavoritter med deres skræmmende superhold med blandt andre Mikkel Rygaard fra FC Nordsjælland i Superligaen, Martin Jensen – HB Køge 1. Div., Mike Mortensen – Fremad Amager 1. Div. og rutinerede Morten Avnskjold.
Hobro Apotek/Grønlund Gruppen anført af tvillingerne Martin og Peter Thomsen er med igen for 9. år i træk, men de skal nok kigge lang efter endnu en DM-titel, selvom de med stor sandsynlighed også har Superligaislæt i form af Hobro’s klubikon Mads Justesen.
Stort pauseshow
Under pauseshowet kan man som publikum være heldig at vinde hele 10.000 kr. kontant, men så skal man også dukke op i hallen. Herudover er der også fodboldbilletter på højkant og manga andre præmier.
Bet25 udbyder eksklusivt odds på DM finalestævnet, hvis man ønsker ekstra spænding - ligesom indefodbold.dk har løbende livescore og opdateringer herfra.
U16-forstævne
Lige som sidste år afvikler man i år et U16 forstævne ved DM i indefodbold, hvor 3 stærke ”lokale hold” er inviteret. De inviterede hold er: Grenaa IF U16, Nørager BK U16, Randers FC U16.
Forstævnet starter kl. 12.45 og DM-stævnet indledes klokken 14.
Indefodbold.dk blev etableret af grenaaenseren Nikolaj Søjmark i sommeren 2009 og har til formål at fremme indefodbold i Danmark.