Fortsæt til indhold

Favrskovs virksomheder åbner dørene for skoler

Skolebesøg skal inspirere flere til at tage en erhvervsuddannelse

Samfund
Arkiv

uddannelse Danmark mangler i stigende grad faglært arbejdskraft, og derfor har landspolitikerne de senere år sat emnet på dagsordenen, så flere unge fremadrettet vælger en erhvervsuddannelse.

I Favrskov Kommune prioriterer byrådet også emnet, hvilket blandt andet betyder, at alle elever i 8. klasse hvert år sendes til DM i Skills, der er danmarksmesterskaberne i erhvervsuddannelser.

I 2018 kom endnu en aktivitet på programmet, idet mange af eleverne i de ældste folkeskoleklasser har været ude og møde de mange forskellige uddannelser og erhverv gennem besøg hos lokale virksomheder.

Her har virksomhedernes medarbejdere berettet om, hvordan de selv fandt vej gennem uddannelsessystemet, og hvad de helt konkret beskæftiger sig med i deres daglige arbejde.

30 skolebesøg planlagt

Det er sket som et led i projektet Smartskills.nu, der blandt andet har som mål at øge kendskabet til erhvervsuddannelserne, så de unge får øjnene op for, hvad de er og i højere grad vælger dem.

Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) har sammen med Favrskov Erhvervsråd, Den jydske Haandværkerskole og folkeskolerne strikket omkring 30 skolebesøg sammen, og leder af UU Lene Thøgersen, glæder sig over, at mange virksomheder har sagt ja til at åbne dørene for de mange skoleelever.

"Alle unge kan forholde sig til, hvad gymnasiet er for en størrelse, men der er mange elever, der bliver overrasket over alle de uddannelser, der hører under erhvervsuddannelserne - uddannelser, som de faktisk godt kan se sig selv i. Dem bliver de klogere på ved at møde mennesker af kød og blod, der til daglig arbejder i en virksomhed," siger Lene Thøgersen i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.

Et andet mål med besøgene har været at vise de unge, at vejen til drømmejobbet ofte også kan gå ad forskellige veje.

Skal op på 25 procent

I de 19 kommuner i Region Midtjylland valgte 19,6 procent eller 3.500 af de unge i 2015 en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Det politiske mål er 25 procent i 2020 og 30 procent i 2025.

jesl