Affaldssortering i Aarhus: Det går rigtigt godt - men kan blive bedre
Hver husstand i Aarhus sorterer i snit 33 kilo affald om året
Det går godt med at sortere affald i Aarhus, men der er plads til forbedring.
Sådan omtrent lyder Aarhus Kommunes konklusion her knap et år efter indførelsen af den nye affadssortering, hvor aarhusianerne har skullet sortere glas, plast og metal samt papir og pap fra restaffaldet.
AffaldVarme har rodet i 1.000 tilfældige aarhusianeres affald og fundet frem til, at aarhusianerne i snit sorterer 33 kilo affald pr. husstand.
"Analysen viser, at hver husstand med den nye affaldssortering pr. år har flyttet 33 kilo glas, plast og metal samt papir og pap fra restaffaldet over i affaldssorteringen. Det er et flot resultat, som aarhusianerne godt kan være stolte af. Selv om 33 kilo om året for en husstand måske ikke lyder af alverden, så er der i affaldssammenhæng tale om et ganske betydeligt ryk, som Aarhus Kommune har foretaget," siger affaldschef Lene van der Raad i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Kommunen anslår, at hver husstand kan sortere yderligere 42 kilo affald om året.
"Teoretisk set er der anslået 42 kilo pr. husstand pr. år, som fortsat kan udsorteres. I praksis kommer det tal aldrig ned på nul, men der er et fortsat potentiale. I Midtbyen ser det for eksempel ud til, at flere skal have øjnene op for affaldssorteringen, så det vil vi arbejde videre med," siger Lene van der Raad.
Siden affaldssorteringen begyndte i efteråret 2017 er der sorteret over 3.900 ton glas, plast og metal og over 5.700 ton papir og pap i den nye ordning.
Hvis man medregner det sorterede affald, der fortsat indleveres på genbrugsstationerne, er det blevet til i alt 6.100 ton glas, plast og metal samt 7.400 ton papir og pap. Det er en stigning i den samlede mængde sorterede affald på henholdsvis 27 procent for glas, plast og metal og 14 procent for papir og pap sammenlignet med samme periode det foregående år.
jr