Tros-fasthed og trofasthed

præsteklumme Hvad tror du på? Sådan et spørgsmål kan nok få mange af os til at sige øhbøh. Og får vi lejlighed til at tænke os lidt om, og er det et menneske fra en helt anden kulturkreds, end den vi lever i, kommer vi måske også med en mere udtømmende forklaring: Vi fortæller om Jesus. At han er Guds søn. Vi fortæller måske om nogle undere, han gjorde og om hans livshistorie. Går det rigtig højt, fortæller vi også om Luther og hans opgør med pavekirken. Om at vi selv kan læse og have en mening om Guds ord.

Og så langt er det jo vældig godt. Det er bestemt vigtigt at have og at kende sin historiske forankring. Men lander vi spørgsmålet der, overser vi nok noget. Hvad tror du på? Vi fortæller om en bagudrettet tro. Men der er jo også en fremadrettet tro.

Den bagudrettede tro kunne også være en slags trofasthed over for det, de fleste af os er født ind i. Den fremadrettede tro er mere som et vanvittigt håb. En trodshandling som afspejler en form for tros-fasthed. Et håb om mening. En tillid til det gode og kærlige i verden.

Fortællingerne vi hører i kirken på søndag, handler om den fremadrettede tro. Om at have tillid til at der er noget godt i vente. At Gud stadig er der for os. At han følges med os i livets op- og nedture. Og at det som vi kan opleve som fragmenteret og usammenhængende, det vil han gøre helt. 2019 er stadig et nyt år. Blanke dage ligger foran os i kalenderen. Tros-fastheden kan vakle ind imellem. Derfor er det godt at ilte den og give den ord både bagudrettet og fremadrettet.