Fortsæt til indhold

Elever fra Skovbyskolen og Skanderborg Realskole udvalgt til ungdomsparlament

Folketingets ungdomsparlamentsdag giver skoleelever mulighed for at prøve kræfter med det arbejdende demokrati.

Samfund
sra

Elever fra 9.C på Skovbyskolen og fra 8.B på Skanderborg Realskole er blevet udvalgt til at deltage i Folketingets ungdomsparlamentsdag mandag den 30. januar, hvor i alt 179 unge fra hele landet får mulighed for at sætte dagsordenen og afløse Folketingets politikere.

De 179 elever mødes på Christiansborg til UP-dagen for at diskutere og stemme om forslag til løsninger på samfundsproblemer, som de selv og andre elever har udarbejdet i undervisningen på deres skoler i Ungdomsparlamentet.

9.C på Skovbyskolen deltager med to forslag, et forslag om gratis psykologhjælp og et forslag om plantning af træer, mens 8.B fra Skanderborg Realskole deltager med et forslag om færre eksamener og prøver i grundskolen.

På UP-dagen i Folketinget skal de unge behandle deres forslag i udvalg, stille spørgsmål til ministre i spørgetiden, argumentere for deres sag fra Folketingets talerstol og stemme om udvalgte forslag i Folketingssalen - helt lige som hvis de var rigtige folketingspolitikere. Til slut overrækker Folketingets formand elevernes endeligt vedtagne forslag til en minister og til repræsentanter for de politiske ungdomspartier.

Folketinget inviterer hvert andet år alle 8.- og 9.-klasser fra skoler i Danmark, i Grønland og på Færøerne til at deltage i Ungdomsparlamentet. Det er et særligt tilrettelagt undervisningsforløb, hvor de unge får mulighed for at prøve kræfter med det arbejdende demokrati, og hvor de skal komme med løsninger på samfundsproblemer. Eleverne indsender deres forslag til Folketingets Administration, som udvælger 179 elever, der inviteres til at deltage i UP-dagen på Christiansborg.

UP-dagen er en enestående chance for de unge for at opleve Folketinget indefra og få mulighed for at gå i direkte dialog med både ministre og folketingsmedlemmer. Formålet er at give de unge en bedre forståelse for de demokratiske spilleregler og indsigt i Folketingets arbejde.