Gå en tur og støt indsamling
Nyd skoven i solens sidste timer og få sanseoplevelser i Fladbro Skov, tag med på den handicapvenlige tur i Gudenåparken eller hop med på en tidsrejse i Paderup Mose.
Randers Naturcenter har planlagt fem guidede ture i Randers natur, der foregår på forskellige tidspunkter i løbet af dagen den 21. januar. Alle gåture er til fordel for verdens sårbare børn, da betalingen for turen går ubeskåret til Danmarks Indsamling.
»Vi glæder os til at gå ture med forhåbentlig mange mennesker, der vil med ud og opleve den fantastiske natur, vi har i Randers. Børns trivsel ligger os meget på sinde, og det er noget, vi arbejder med hver dag, så vi vil rigtig gerne støtte op om Danmarks Indsamling. For os er det her en oplagt mulighed, og vi donerer selvfølgelig alle pengene til verdens udsatte børn,« siger Maj Laurberg Jensen, der er naturvejleder på Randers Naturcenter.
På flere af turene vil naturvejledere fra Randers Naturcenter fortælle sjove naturfortællinger, fortælle naturhistoriske anekdoter og give sanselige oplevelser. Alle turene slutter med suppe eller en pølse på grillen.
Det koster 50 kroner for voksne og 25 kroner for børn at gå med på en tur. Det kræver ingen tilmelding, man møder bare op på mødestedet på dagen og betaler med MobilePay.