Fortsæt til indhold

Arbejder for at gøre hallen til samlingssted

Karsten Nissen sprang til jobbet som halinspektør for tre år siden og har flere projekter i gang for at udvikle hallen som samlingspunkt for byen

Samfund
Stine Østergaard

"Visionen er, at Hornslet Hallen skal være et samlingssted for unge i byen."

Så kort kan det siges, og manden bag ordene er også en af dem, der får det til at ske. Det er halinspektør Karsten Nissen.

Der er mange planer og fuld gang i udviklingen. Blandt andet skal café og indgangsområdet gentænkes, så det bliver et oplagt sted at hænge ud.

Vil se nye ansigter

En af Karsten Nissens kæpheste er at åbne hallen op for nye brugere med flere tiltag.

"Det behøver ikke kun være idræt, det kan være alt muligt," siger han.

Weekenden 15.-16. september er for eksempel tredje gang, der bliver afholdt LAN-party i Hornslet Hallen, hvor man mødes for at spille computerspil sammen. Første gang kom der 70 og anden gang 120, så han håber, der kommer endnu flere i år.

"Vi vil gerne se nogle nye mennesker i hallen. Det behøver ikke kun være sportsmennesker. Man skal turde komme herned og være sammen med sine venner også selvom man ikke dyrker sport," siger Karsten Nissen.

Derfor er han i kontakt med idrætsforeningen om at starte et e-sport hold op. Og der er et helt aktivitetsudvalg, som er ansat til at tænke fremad.

Forholdsvis ny

Det er Karsten Nissens tredje sæson som halinspektør. Men han er bestemt ikke selv et nyt ansigt i hallen.

"Jeg har boet i byen siden 5. klasse, og så har jeg brugt rigtig meget tid på fodbold og håndbold heroppe," fortæller han.

Inden sit forholdsvise nye hverv var han hos posten i 20 år. Først som bud og senere som daglig leder. Men da krisen kom, tænkte han, at det var en god idé at komme væk derfra.

"Den nye ledelsesstil var, at vi skulle bruge pisk i stedet for motivation, og det kunne jeg ikke stå inde for," siger Karsten Nissen, der også i mange år har været vant til at motivere unge håndboldspillere i hallen som træner.

Ikke fortrudt

Karriereskiftet har han ikke fortrudt et sekund.

"Jeg er glad for at være her. Det er en dejlig arbejdsplads med masser af udvikling og unge mennesker," fortæller han.

Faktisk troede han først, det var lidt et viceværtsjob, men blev positivt overrasket over, at det mere gik ud på at udvikle stedet.

Derfor tilbringer han også rigtig meget tid i hallen... Men det gjorde han nu alligevel.

"Mine børn dyrker sport her, min kone er frivillig i foreningen, og jeg er selv håndboldtræner også. Så hele min familie er jo hernede."