Nephew skyder turné i gang i Aarhus
Ceres Arena bliver Nephews første spillested på 2019-turné
Nephew har lyttet til sine fans, der har efterspurgt flere indendørs koncerter.
Bandet giver i marts næste år 10 koncerter rundt omkring i Danmark. Den første finder sted fredag 1. marts 2019 i Ceres Arena i Nephews gamle hjemby Aarhus.
"Da vi planlagde 2018 var det med få koncerter, fordi vi gerne ville fornemme, om folk havde lyst til at se os, og om vi selv havde lyst til at spille. Til begge dele må svares: Kæmpe Ja. Vi har virkelig lyst til at komme på landevejen med både de gamle sange og de nye sange fra vores kommende album 'Ring – i – Ring', og det lader glædeligt nok til, at der er folk derude, der gerne vil have besøg af os," siger Nephews forsanger Simon Kvamm i en pressemeddelelse fra Ceres Park & Arena.
Nephew gav i sommer deres første koncerter i fem år på Roskilde Festival og Smukfest.
Billetterne til koncerten i Ceres Arena sættes til salg fredag 31. august klokken 10. Der er plads til 7.000 personer i Ceres Arena.
"Det er en stor fornøjelse, at vi som det første sted på turnéen kan præsentere Nephew på deres hjemmebane. Nephew har en stor og loyal fanskare i Aarhus og Østjylland, og vi glæder os til at se dem til koncerten til marts næste år," siger eventchef i Ceres Park & Arena, Hanne Bisbo Stadsgaard.
Billetter til koncerten frigives på fredag via Ticketmaster.
jr