Gamle traktorer klar til veteran-pløjning
De gamle traktorer sætter de gamle ploves skær i mulden, når der igen er veteranpløjestævne i Markusminde 15. september.
10 pløjere har fundet veterantraktoren og ploven frem og vil dyste om at få fingrene i den eftertragtede vandrepokal ved dommer Bjarne Pedersens kyndige afgørelse.
Flækning og sammenkast begynder kl. 10, kl. 12-13 er der pause, hvorefter der er afpløjning til kl. 15.
Det hele foregår på marken ved Bjarne Levinsen, Nordrevej 26, Markusminde, Sabro, hvor man vil kunne se, hvordan det foregik, før vendeploven indtog de danske marker.
Fakta og sjove historier
Mange gode snakke pløjere og tilskuere imellem plejer at krydre dagen med fakta om maskinerne og ikke mindst sjove historier, lover arrangørerne.
På ovenstående foto af nogle af de renoverede veterantraktorer, der vil deltage i pløjedagen, er Bjarne Levinsens Bukh i midten i øvrigt den sidste, der forlod samlebåndet på fabrikken i Kalundborg i 1968.
jesl