Fortsæt til indhold

Haldum Heksene brygger igen

Samfund
Arkiv

Haldum Smukke og fantasifulde haver, simrende heksegryde, veloplagte kræmmere samt hekse og trolde i festtøjet – det er opskriften på Haldumheksenes Kræmmermarked i og omkring Haldum Forsamlingshus søndag 9. september.

I år er der over 70 stadepladser. Overskuddet går til Haldum Heksene og Haldum Forsamlingshus. Der er fri adgang til markedet, så Heksene ved ikke nøjagtigt, hvor mange gæster der kommer – men der er enighed om, at der kommer mange. I 2017 indtog de mange gæster blandt andet 466 pandekager, ca. 45 l heksegryde og 40 kg kartoffelmos samt uendelig mange kopper kaffe og kage.

Heksesti snor sig

Fra cafeen, som er indrettet i Forsamlingshuset, snor rækker af boder sig gennem Haldums hyggelige og smukke haver. De mange kræmmere byder på masser af spændende varer og gode tilbud i alt fra kunsthåndværk og hjemmelavet mundgodt til lopper og genbrug. Som noget nyt er der en stand, hvor nye og gamle hekse kan blive ekviperet med hjemmefiltet hat og passende klæder.

I svinget ved Tudsestien har Troldene indrettet deres helt eget udskænkningssted med bål og bar.