Debat: Det bliver svært at finde besparelser på vejbudgettet i Norddjurs
"Jeg er medlem af den lokale motionscykelklub i Ebeltoft og er således flittig bruger af vore veje på Djursland. Vi kører dog mest på vejene i Syddjurs. Men lidt længere ture om søndagen bringer os af og til på besøg i vor nabokommune i nord. Vi er ikke benovet over vejenes tilstand nord for kommunegrænsen.
I onsdags fik jeg den skøre ide selv at køre rundtur i hele Djursland. Ebeltoft, Allingåbro, Udby, Bønnerup, Grenå og hjem igen langs østkysten.
Det var en meget fin tur rundt i vores skønne natur på Djursland. Vejene i Norddjurs derimod var en dårlig oplevelse. Masser af dybe revner i asfalten, store og dybe huller, dybe huller i vejkanten. Generelt er vejbanerne meget slidte og det var meget korte stræk med nyt eller nyere asfalt. Lapperier på vejbanen repareret med nye lapperier er et generelt syn. Men dybe huller er uacceptabelt og farligt for cyklister. Nu nærmer en ny vinter sig, og man kan frygte, at det så bliver endnu værre til næste år.
Vi har jo godt læst om Norddjurs Kommunes budgetproblemer, og der skal findes besparelser. Det bliver svært at finde besparelser på vejbudgettet, da der vel stort set ikke bruges penge her i øjeblikket.
Hvorfor er vejene så væsentlig bedre i Syddjurs Kommune? Ja, det er de, fordi man har brugt mange penge de sidste 4-5 år, og hvert år har lagt mange kilometer ny belægning, og det er sket medens priserne på asfalt har været lave. Se det er sund fornuft. Nu vokser træerne jo ikke ind i himlen. Der er dog stadig veje i Syddjurs, der trænger til ny belægning. Men det er vel på vej, hvis den gode udvikling fortsætter."