Masser af liv i den kulturelle uge
Den traditionsrige uge i Brabrand er i år klar med et par nye ting
Selvom butikkerne har svært ved at holde gang i forretningen i Brabrand, så stor-trives Kulturugen.
For 17. gang bliver der afholdt omkring 30 arrangementer til Brabrand Kulturuge.
En række foreninger og privatpersoner støtter hvert år op om ugen, hvor det lokale kulturliv er i centrum.
“Der er et stort sammenhold i Brabrand, og det er efterhånden blevet sådan, at kulturugen den skal vi bare lave, og det gør vi også gerne,” siger Anna Sylvester-Hvid, der er kulturkoordinator for Kulturugen og har været med til at stable ugen på benene gennem mange år.
Der er mange velkendte arrangementer til den traditionsrige event, men i år har Kulturugen også fået et par nye henvendelser.
“Den lokale glarmester VR Glas afholder et spændende arrangement lørdag, som jeg ser frem til. Det er første gang, at de er med,” siger Anna Sylvester-Hvid.
Kunst og støtte-auktion
Hos glarmesteren bliver der afholdt kunstudstilling, støtteauktion for foreningen Headon, der hjælper eks-rockere ud af miljøet, og så er der taler ved blandt andre rådmand for Børn og Unge Bünyamin Simsek (V).
Et andet nyt arrangement finder sted på markerne bag Brabrand Kirke, hvor kan man blive klogere på en lokal kogræsserforening, og man kan høre mere om et bistade, der står på kirkegården.
Derudover er der på Gasværket i år en kunstudstilling, hvor 18 kunstnere giver hvert deres bud på temaet 'Suppe, Steg og Is'.
“Det bliver en skæg udstilling, som jeg forventer mig meget af,” siger Anna Sylvester-Hvid.
Med programmet forsøger kulturugen at ramme så bredt som muligt, dog er der i år ikke nogle arrangementer, der udelukkende henvender sig til de unge mennesker.
“Vi kunne godt tænke os, at der var arrangementer decideret for de unge. Men det har vist sig vanskeligt,” siger Anna-Hvid, der dog er i dialog med nogle unge fra Gellerup, som måske laver arrangementer til næste års kulturuge i Brabrand.