Fortsæt til indhold

Flere end 100 ungdomsboliger på vej tæt på universitetet

Et nyt boligområde skyder op ved Randersvej og vil primært bestå af ungdomsboliger og lejligheder

Samfund
Arkiv

Et nyt blandet byggeri er på vej i Bøgegade ved Randersvej. Ifølge lokalplanforslaget skal byggeriet indeholde 114 almene ungdomsboliger, 30 lejligheder og syv byhuse. Det oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Magistraten behandlede forslaget på dens møde mandag, og udsigten til de mange nye boliger glæder Teknik og Miljø-rådmanden.

(Artiklen fortsætter under kortet)

”Det glæder mig meget, at vi får så mange ungdomsboliger på en virkelig central placering i forhold til mange af byens uddannelsesinstitutioner. På den måde kan vi tilbyde endnu flere unge en central bolig, hvor uddannelsesstedet formentlig kun er en kort cykeltur væk, og letbanen kører lige til døren,” siger Bünyamin Simsek (V) i pressemeddelelsen.

Det nye byggeri er et led i målsætningen om at koncentrere byudviklingen langs Randersvej, som er udpeget som vækstakse i Kommuneplan 2017.

Haver og altaner skal skabe grønt liv

Forslaget lægger op til, at det nye byggeri får en stor sammenhængende have i gårdrummet, der vil fungere som et samlingssted for områdets beboere. På boligerne ud mod Randersvej kommer der tagterrasser, og ved det øvrige byggeri bliver der lavet små private haver, grønne kantzoner og altaner.

Lokalplanen for det nye boligområde ved Bøgegade bliver udarbejdet sideløbende med en helhedsplan for Randersvej, der vil ende ud i strategiske anbefalinger til kommende strukturer og den bymæssige udvikling langs vejen.

jwh