Borgmester nægter at følge loven om håndtryk
Det er grinagtigt, at man er ude på det skråplan, siger Steen Christiansen (Soc.), der kalder efterlevelsen af kravet for "et spørgsmål om samvittighed"
Integration En lov om at man skal give håndtryk for at opnå dansk statsborgerskab, vil ikke blive håndhævet af borgmester Steen Christiansen (Soc.).
Til Jyllands-.Posten i dag siger både Steen Christiansen fra Albertslund og partifællen og borgmester-kollegaen Ole Bjørstorp fra Ishøj, at de er klar til at bryde loven, hvis den vedtages i Folketinget.
"Efter min bestemte mening kan man ikke gå ind og lovgive direkte om relationen mellem to mennesker. Der må grundlovens bestemmelser om religionsfrihed og personlig frihed veje tungest. Folketinget skal holde sig for godt til at lovgive om den slags petitesser. Det er grinagtigt, at man er ude på det skråplan,« siger han til avisen.
Steen Christiansen betragter efterlevelsen af kravet om håndtryk som "et spørgsmål om samvittighed". Selv hvis det bliver nedfældet som lov, har han ikke tænkt sig at følge det:
"Nej. Jeg tror, at der går mange år, inden jeg eventuelt møder nogen, som nægter at give hånd, men sådan bliver det".
Vi har religionsfrihed
I Ishøj er borgmester Ole Bjørstorp enig, og erklærer sig klar til at bryde loven:
"Det er der ikke noget at gøre ved. Jeg er nødt til at foreholde mig til, at vi har religionsfrihed i Danmark. Det er det afgørende for mig," siger han til Jyllands-Posten.
Meldingen fra vestegns-borgmestrene kommer, efter at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) lørdag fortalte i Jyllands-Posten, at regeringen med et nyt lovforslag vil indføre lovkrav om, at udlændinge, der vil have dansk statsborgerskab, ved en særlig ceremoni skal »mødes ansigt til ansigt« med repræsentanter fra kommunerne og ved samme lejlighed »trykke dem i hånden«.
Samtidig slog ministeren fast, at det ikke vil være tilstrækkeligt for eksempelvis en kvinde kun at trykke hånd med en anden kvinde, hvis der også er en mand til stede.