Her er herrelandsholdets nye landstrænere
EM-legenden John Faxe Jensen skal stå i spidsen for landsholdet i Slovakiet i morgen. Tidligere Lyngby- og HIK-træner Hasse Kuhn, som nu står i spidsen for Skjold Birkerød, skal være assistenttræner.
Nervekrigen mellem DBU og landsholdsspillerne er taget til igennem tirsdagen, hvor det for kort tid siden kom frem, at det bliver Skjold Birkerøds træner, Hasse Kuhn, der skal være den ene halvdel af den landstrænerduo, som skal stå i spidsen for Danmark i onsdagens træningskamp mod Slovakiet.
Danmarks rigtige landstræner, Åge Hareide, er for længst taget hjem til Norge, og de rigtige landsholdsspillere har også brudt op nu.
54-årige Hasse Kuhn, som træner Skjold Birkerød i bunden af Danmarksserien, skal lede landsholdet sammen med EM-helten John Faxe Jensen. Ud fra forlydender i pressen skal de to kun stå i spidsen for kampen i morgen. Alt er fortsat åbent omkring Nations Cup-kampen søndag mod Wales.
Det ligger ikke fast, hvilke spillere Danmark tager med til Slovakiet. Ifølge presseforlydender stiller Tarup Pårup med fem mand og Avarta med to.
Imens håber hele Fodbolddanmark, at de stridende parter forliger sig.
Slovakiet-Danmark spilles onsdag kl. 20.45.