Fortsæt til indhold

Debat Norddjurs: Børnene har brug for jeres hjælp nu

Samfund
Specialpædagogisk Enhed, Skole og Dagtilbud i Norddjurs Kommune.

Kære forældre, kolleger og medborgere i Norddjurs kommune.

Alle børn i Norddjurs kommune har lige nu brug for jeres hjælp. Vi er et team af specialpædagoger med en bred vifte af specialviden og kompetencer. Måske kender I os fra daginstitutionerne, hvor vi har vores daglige gang. Sammen med hårdtarbejdende og dygtigt personale i institutionerne, er vi med til at gøre en forskel for jeres børn og er med til at løfte den tidlige indsats i hele Norddjurs Kommune. Vi er med til at skabe et godt børneliv for alle børn, med deres forskellige forudsætninger. Dette er en del af Norddjurs Kommunes politik for inklusion og tidlig indsats.

Vores team har mulighed for at handle hurtigt og aktivt på ansøgninger fra daginstitutionerne, når de mangler hjælp til observationer, vejledning af personale eller direkte hjælp og støtte til et enkelt barn med særlige behov, børn i udsatte situationer og børn i mistrivsel. Vores indsats kan gøre en forskel for alle børn og pædagoger, også for de børn vi ikke har i vores kontrakter.

Vi har allerede påtaget os at spare ca. 4,6 millioner kr for Børn og Unge i første sparerunde. En del af besparelsen er, at vi fremover varetager pasning og pædagogisk arbejde af børn med vedvarende fysiske og psykiske handicaps. En målgruppe som lige nu bliver taget hånd om uden for kommunen, fordi Norddjurs Kommune ikke har det rette specialpædagogiske tilbud. Denne opgave kan og vil vi rumme, men samtidig foreslåes der en besparelse af 1/3 af vores team. Det kan få store konsekvenser, da der nærmest ikke vil være specialpædagoger tilbage, til at løfte det vigtige arbejde vi allerede udfører i institutionerne. Det bekymrer os, på jeres børns vegne. Den tidlige indsats, som videnskabeligt dokumenteret er så vigtig, vil forsvinde, og sociale problemer kan opstå og udvikle sig.

Vi vil ikke længere kunne tilbyde vores hjælp i det forebyggende arbejde, da vi er pålagt en ny målgruppe, samtidig med at vi bliver reduceret. Det kommer til at være rigtig dyrt at være fattig for Norddjurs Kommune. Både økonomisk og menneskeligt.

Vi opfordrer jer til at skrive høringssvar til Norddjurs kommune inden d. 12. September, for at have indflydelse på jeres børns fremtid.