Fortsæt til indhold

Vinder en million: »Pludselig var det mig der var naboen«

En ældre kvinde vil bruge pengene på et nyt hus.

Samfund
jro

Hun plejer selv at give - nu skal hun modtage. En million kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

I årevis har en kvinde fra det yderste Vestjylland givet og givet til andre: Til folk i nød, til Mødrehjælpen, til kirken, til børn, der manglede … men nu er det hendes tur, da hendes Lotto-kupon bongede ud med en gevinst på en million kroner.

»Det er som regel mig, der køber ekstra gaver og giver til Mødrehjælpen eller til kirken. Ikke fordi jeg er troende, men bare til folk i nød. Jeg har også givet julegaver i den lokale babyforretning, hvor der er sådan et juletræ, hvor børn har hængt ønskesedler op. Jeg kan næsten ikke have, når folk ikke har det godt, og slet ikke børn,« siger hun.

Hentede lige en lyn-lotto

»Det er ellers kun noget, som andre kommer ud for. Det er kun naboen, der vinder, ikke? Jeg havde bare lige hentet en Lynlotto, og så var det pludselig mig, der var naboen,« fortæller kvinden.

Og apropos naboer, så skal kvinden og hendes mand snart have nogle nye: Millionen giver dem nemlig råd til endelig at købe et nyt hus, som de ellers ikke havde råd til.

»Vi har kigget på et nyt hus, men med de renter og energipriser, så synes vi, at det var for dyrt. Men nu kan vi jo bare købe et hus. Det er en meget stor vægt, der er lettet fra mine skuldre. Vores nuværende hus er så gammelt og elendigt, at man sagtens kunne lægge en million i det, men det ville være fuldstændigt tåbeligt. Det burde rives ned og bygges op, men vi er ikke selvbyggere, og vi bliver jo også ældre, så det er nok bedre, hvis vi kommer i noget nyere,« siger hun.