Fortsæt til indhold

Børneinstitution placeret på Sølund med mislyde

Samfund
Claus Sonne

Et flertal i byrådet bestående af alle partier på nær Venstre har sagt ja til at placere en ny børneinstitution på Sølund - og bestemt placering.

Der var dog et par mislyde. Den ene kom fra Frands Fischer (S), formand for Undervisnings- og Børneudvalget, der kunne fortælle, at den oprindelige pris på børnehaven på 25 mio. kr. ikke holder.

"Vi ender på 39 mio. kr., og dem skal vi finde i de kommende budgetbehandlinger. Vi skal bruge pengene der, hvor de gavner mest, og der sker meget i forhold til børnetallet i de kommende år. Så vi skal være super skarpe på, hvad vi gør," sagde Fischer.

Venstre mente, at hele sagen skulle sendes tilbage til Undervisnings- og Børneudvalget. Blandt argumenterne var, at institutionen placeres i et område, hvor der er festival to gange om året, samt at dele af området ligger i fredskov.

Det fik Anne Heeager (R) til at reagere.

"Det er mangel på rettidig omhu, at Venstre kommer med den indstilling nu. Der har været masser af tid til at påpege problemerne, så det er ikke i orden," sagde hun.

Det bliver på lokalitet A, længst til venstre, at den nye institution på Sølund skal ligge.