Debat: Kommuner går i små sko
"I torsdags kunne man i Information læse, at 14 kommuner i landet har opkrævet anbragte børn og unges løn fra deres fritidsjob. Det gør kommunerne i den tanke, at barnet eller den unge har pligt til at bidrage til udgifterne ved opholdet. Konkret sker det ved, at kommunen beregner barnets eller den unges egenbetaling ved at modregne deres indtægter i de tøj- og lommepenge, som de får udbetalt af kommunen.
Det er som taget ud af en historie af Charles Dickens. I mindste fald helt vildt småligt. Anbragte børn og unge er allerede blevet svigtet af de voksne. Selvom kommunerne ‘bare’ følger en paragraf i serviceloven, står det dem også frit for at lade være! Det er i det hele taget kritisabelt, at folketinget giver lov til dette. Flere kommuner, der ikke opkræver anbragte børn og unges løn, siger samtidig, at det for ressourcekrævende og svært at administrere. Men langt vil nogle gå i små sko.
Det er også omvendt logik, når mange ønsker, at de unge skal tage et job - også selvom det ‘kun’ er et fritidsjob. Der mangler forskning på, hvorvidt et fritidsjob er gavnligt for de unges livsmuligheder. Men både amerikanske og svenske studier tyder på, at man får bedre karakterer, mindre kriminalitet og i det hele taget øget beskæftigelse senere i de unges liv. Og jeg tror på det! Det giver noget på selvtillidskontoen, når man møder på arbejde, tager ansvar og lykkes! Det vælger disse kommuner så at fjerne incitamentet til.
SF på Christiansborg vil sørge for at stille krav til ministeren om, at loven bliver ændret; paragraffen bør afskaffes. Det er pinligt at straffe børn og unge for at have et fritidsjob."