TV2-kok og Michelin-kok serverer mad i mørket på Det Grønne Museum
Oplev TV-kokken Claus Holm og Michelin-souschefen, Rasmus Bundgaard Nielsen, til gratis aften i Madens Hus på Det Grønne Museum den 26. september.
Det Grønne Museum fejrer Smagens Dag med en madaften i Madens Hus. Kok Claus Holm, der blandt andet er kendt som kok på TV2’s Go´ Morgen Danmark og eftermiddagsprogrammet Go´ appetit, er klar i de historiske køkkener til at skabe retter med det, som aftenen handler om, nemlig stor smag.
Onsdag den 26. september, Smagens Dag, er han flankeret af kok og souschef på den aarhusianske Michelin-restaurant Gastromé, Rasmus Bundgaard Nielsen. De to gastronomer vil denne aften have et benspænd. På Smagens Dag vil de udelukkende arbejde med grøntsager – grøntsager fra Den Landbrugbotaniske have, som indeholder de bevaringsværdige sorter.
For at skærpe gæsternes smagssans er dele af Madens Hus mørkelagt. Men gæsterne skal ikke blot smage på det færdige resultat. De skal også en tur i haven. Aftenen indeholder også en havevandring i mørket med museets gartner Anni Vinter som vil fortælle om haven, mens museumsinspektør Bettina Buhl fortæller om planternes kulturhistorie. Med lommelygten i hånden kan gæsterne smage på urter, kål og al det grønt, som de to kokke har taget med i køkkenerne.
På Smagens dag er der gratis entre i Madens Hus, som er en del af Det Grønne Museum. Smagens Dag er en årlig, landsdækkende begivenhed.