"Grænsekontrol kan stoppe tricktyve"
Det var kedelig læsning i Furesø Avis den 25. oktober 2016. Personer havde begået tricktyveri mod en ældre kvinde på P-pladsen ved Lillevangspark. Kvinden har beskrevet de to gerningsmænd som østeuropæisk af udseende. En anden ældre kvinde blev samme dag også forsøgt udsat for et tricktyveri - denne gang ved Bytorvet.
I Furesø Avis kan man igen den 1. november læse om nye tricktyverier mod ældre mennesker både i Værløse og Farum.
Det er helt uacceptabelt, at man som borger skal udsættes for disse tricktyves tarvelige handlinger. Desværre ser vi en del tricktyverier begået mod især ældre - og hvor der ofte er gerningsmænd indblandet, som har østeuropæisk baggrund.
I Dansk Folkeparti vil vi have genindført grænsekontrollen. Det er sund logik, at vi kan afvise tricktyvene allerede ved grænsen. Derfor har vi også dette ønske med til de finanslovsforhandlinger, som foregår i øjeblikket.
Vi skal selv bestemme over vores egen grænse. Vi skal ikke spørge EU om lov. Kun med en permanent grænsekontrol kan vi sikre et sammenhængende Danmark. Er man som kriminel udvist af Danmark, kan man desuden alt for let komme tilbage til Danmark igen. Dette stoppes også med permanent grænsekontrol.
Vi kunne gøre det så meget bedre og tryggere for danskerne ved at genindføre permanent grænsekontrol, så blandt andre vores ældre ikke skal opleve at blive udsat for tricktyveri, som en ældre kvinde har oplevet det ved Lillevangspark.