HeSaLight – en lysende erhvervssucces
LED-virksomheden HeSaLight i Roskilde oplever i øjeblikket en voldsom vækst. I gennemsnit er omsætningen tredoblet fra 2009 til 2014.
VÆKST Omstillingen fra traditionelle lyskilder til LED – lysdioder - har skabt grundlaget for en gedigen væksthistorie i Roskilde-virksomheden HeSaLight.
Virksomheden fremstiller og sælger LED-belysning til virksomheder og kommuner i hele Europa og er også tilstede i lande som Kina, USA og i Sydamerika.
- Det globale LED-marked er på over 20 milliarder US dollar, og vi skal have en større bid af det marked, end vi har i dag. Så nu har vi udstedt virksomhedsobligationer for 220 millioner kr. og henter på den måde kapital til nye investeringer.
Blandt køberne er en førende dansk finansiel aktør og en markedsledende, global fremstillingsvirksomhed. At så store aktører investerer i vores virksomhedsobligationer ser vi som et stort skulderklap til HeSaLight og vores måde at drive forretning på, fortæller adm. direktør Lars Nørholt, som er hovedaktionær i HeSaLight og bosiddende i Roskilde.
HeSaLight blev startet som en énmandsvirksomhed af Lars Nørholt i 2008, men især det seneste år er det gået rigtig stærkt.
I dag er der 25 medarbejdere, og der forventes flere ansættelser de kommende måneder. Foruden medarbejderne i Roskilde er der omkring 100 salgsagenter rundt om i Europa, foruden agenter i Sydamerika og USA.
HeSaLight har netop leveret belysning til Carlsbergs fabrik i Asien, og 2.000 Starbucks kaffebarer i seks europæiske lande skal også udstyres med LED-belysning fra HeSaLight. Adskillige kommuner i Spanien, Italien og flere lande på Balkan har købt LED-løsninger til gadebelysning fra HeSaLight.
Virksomheden har også netop modtaget en erhvervspris - BEES Award 2014 - som den mest innovative virksomhed på Balkan for sine LED-løsninger.
- 99 procent af vores omsætning ligger i udlandet, primært Europa, hvor vi i samarbejde med Eksport Kredit Fonden kan tilbyde vores kunder nogle meget favorable finansieringsmodeller med betaling over 3-5 år.
I Danmark går det noget trægere. Af en eller anden grund er der stor forsigtighed med at foretage større skift til LED-gadebelysning i danske kommuner, selv om der er mange fordele at høste i form af lavere energiforbrug, forlænget levetid, bedre lyskvalitet og mindre vedligehold.
Vi vil meget gerne lave løsninger i Danmark og er fuldt ud konkurrencedygtige med alt, hvad der ellers er på LED-markedet. Ude i Europa vinder vi jævnligt ordrer i konkurrence med de helt store spillere på belysningsmarkedet, siger Lars Nørholt.
HeSaLight flyttede i maj 2014 til nyt domicil, som rummer både administration og montage, på Lykkegårdsvej i Roskilde.
sl