Debat Norddjurs: Tak for varme hænder og stor professionalisme
"Offentlige ansatte i Sundhed og omsorg er uden tvivl under pres med besparelser og underbemanding, ofte hører man om svigt, de dårlige arbejdsvilkår, flugt fra faget og de syge og ældre, der mærker disse vilkår.
Men trods al dette, vil vi i vores familie gerne fortælle om en solstrålehistorie og give vores største anerkendelse til nogle mennesker, vi har mødt, da vores mor for første gang skulle bruge hjælp i sit liv. Hun blev ramt af en dødelig kræftsygdom og lukkede sine øjne for kort tid siden.
Mor boede i Auning, Norddjurs Kommune.
Da sygdommens resultat blev kendt, stod kommunen klar med hjælp og støtte, og i den sidste tid, hvor vi børn skiftedes til at sidde hos mor, kom hjælpen altid hurtigt. Mange gange blev hjælpemidler og andet tryllet frem på under en time. Alle hjemmehjælpere og sygeplejersker var fantastisk søde og meget professionelle, og selvom vi ringede efter dem en gang i timen, så de kunne hjælpe vores mor, blev vi altid mødt af smil og hjælpsomhed.
Et eksempel:
En sygeplejerske var på besøg og fik et spørgsmål af en af os pårørende, gav en udførlig forklaring, gik tre skridt, hvorpå en ny pårørende stillede det samme spørgsmål, fik igen udførlig forklaring. Da sygeplejersken mødte den tredje pårørende, blev de samme spørgsmål stillet igen, og igen gav hun en udførlig forklaring.
Sygeplejersken hjalp vores mor, og da hun vendte sig i døren for at sige farvel, fortalte hun, at hun havde 17 besøg endnu inden hendes vagt var forbi, mens hun stadig smilte og var imødekommende.
Denne adfærd giver den største respekt og anerkendelse. Så er man glad for at betale skat.
Så Norddjurs Kommune, hør efter...
I har nogle fantastiske medarbejdere, som I skal rose og sige tak for den service, som I gav en borger, der aldrig i sit liv havde bedt om offentlig hjælp i Jeres kommune.
Vi, i vores familie, forventer, at den rette kommunale leder for dette team af hjemmehjælpere og sygeplejersker roser sine medarbejdere.
De har fortjent ros til fulde, når vi ikke må aflevere en stor kurv med chokolade jvf. diverse kommunale regler, men denne skrivelse er sendt i vores minde om den sidste tid sammen med vores mor.
Vi siger Jer stor tak for den støtte og hjælp, I har givet vores familie og vores mor i den sidste tid, hvor hun var borger i Auning, Norddjurs Kommune.
På Familien Lund Pedersens vegne."