Autistiske Martin imponerer alt og alle: Udtaget til landsholdet
"Det føles mærkeligt", siger Martin Johansen, der imponerer alt og alle med sine evner i kampsporten
Kampsport Som barn havde Martin Johansen store udfordringer med flere sportsgrene. Både håndbold og fodbold blev afprøvet, men det var alt for forvirrende en omgang.
Martin er 23 år og autist, og det giver nogle udfordringer. Som for eksempel, at han har brug for en del struktur og planlægning for at komme igennem hverdagen.
Den fandt han pludselig som 12-årig. Martin gik i specialklasse på Holsbjergskolen og gik til play-bold, et tilbud til børn med særlige behov, da trænere fra Albertslund Taekwondo Klub kom forbi for at viste deres sport frem til de børn som deltog.
Han blev med det samme fanget af kampsporten, da der var meget mere struktur end det boldspil han havde bakset med. Det blev starten til en forrygende karriere.
Siden dengang er Martin Johansen kommet fast 3-4 gange om ugen til træning, og har gennem de sidste mange år haft det sorte bælte. Nu er han blevet udtaget til bruttotruppen for det danske taekwondo-landshold.
En plads han har kæmpet sig til helt på samme vilkår som alle andre, ikke noget med nogen form for særhensyn.
"Kan det virkelig passe?"
"Det er da meget stort. Det føles mærkeligt", fortæller han med et lille, stolt smil i hjemmet i Skyttehusene, og tilføjer:
"Jeg tænkte: Kan det virkelig passe?"
Han har netop deltaget i en landsholds-samling, og her fornylig gik turen til Polen sammen med Albertslund Taekwondo Klub, til et stort international stævne, hvor hans far var med som hjælper. Martin har nemlig brug for hjælp til meget af det som ikke handler om selve kampene.
"Jeg kan godt mærke, at jeg har brug for et skema", siger Martin Johansen.
"Men jeg har også fået at vide, at jeg har en atypisk autisme. For jeg går ikke helt i stå, hvis tingene er svære for mig. Det er der andre med autisme der har større udfordringer med."
Så autismen har sine udfordringer, men giver også store gevinster. Ved siden af Martin på spisebordet står en flot, strålende pokal. Den har han fået for deltagelsen i Malmø Open, hvor han blev kåret til Bedste Fighter.
Medaljer og store klø
For en sand fighter med en høj selvdisciplin, det er Martin. Det kan hans mor, Dorthe Johansen, bekræfte:
"Han har gennem de sidste mange år deltaget i stævner i både ind- og udland og vundet guld, sølv og bronze, men også fået store klø. Hans trænere, holdkammerater og mange forældre i klubben har støttet ham, så det har været muligt for ham at deltage, også når forældrene ikke lige kunne være der."
Til november står der DM på programmet, og det er noget den 23-årige glæder sig stort til. Han har allerede fået et stort navn i hele taekwondo-sporten i Danmark, da alle ved hvor meget han har kæmpet og trænet for at været hvor han er den dag i dag.
Og der lægges mange timer i arbejdet. Han træner taekwondo fire gange om ugen i Albertslund, to gange om ugen i Rødovre, hvor det er talenttræning, derud over kommer han i motionscenter et par gange om ugen og løbetræner selv ved siden af.
Sponsor søges
Man skulle tro, at ugen så var godt fyldt op. Men Martin Johansen læser også spansk og arabisk på VUC, og så har han et job som gårdmand i den lokale boligafdeling.
Så han og familien gør hvad de kan for at han har råd til at dyrke sin elskede sport. Men da der ingen penge er i taekwondo, kunne Martin godt bruge en sponsor for at komme videre, forklarer Dorthe Johansen. For eksempel for at kunne betale for måned/årsskort til et motionscenter i Albertslund, da der for tiden kun er råd til 10 turskort:
"Alt er egenbetaling i denne sport og rejser, udstyr, stævnegebyr med mere er dyrt, selvom mor og far betaler meget", siger hun.