Drengene, der har fået noget at miste

For knap syv måneder siden sad to af dem i en orange sofa i Kokkedal Ungdomsklub, med bagvendte kasketter, løse sweatshirts og begyndelsen på en historie, hvis udvikling, de slet ikke kunne forestille sig.
Eller turde forestille sig.
Drengene talte om at føle sig stolt, blev ranke i ryggen, men holdt hele tiden lidt igen. Det var en skrøbelig stolthed. Som om de ikke helt stolede på, om det, de trådte ud på, kunne bære.
Det er den samme fornemmelse af tilbagetrukket stolthed, der hænger over borgmesterkontoret på Fredensborg Rådhus, hvor den ene af drengene er tilbage i dag. Næsten, i hvert fald, for Mohammed el'Ali og hans virksomhedspartnere, hvoraf to er med på besøg hos borgmesteren, har efterhånden fundet ud af, at deres ide er god.
At den kan bære.
Det er derfor, at de er her i dag.
”Har I tænkt over, hvor mange voksne, der drømmer om at starte deres egen virksomhed, og at I har gjort det, mens I stadig er børn? – Det er jo meget stort, det i har lavet, og I skal vide, at politikerne i Byrådet er stolte over det projekt, I har været igennem. I er gode rollemodeller for de andre unge i Kokkedal.”
Drengene er her i dag for at overrække borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) en gave – et produkt, de selv har udviklet. Thomas Lykke kvitterer med rosende ord.
Og de lytter, drengene. Men med blikkene rettet mod bordpladen meget af tiden. Ind imellem kvitterer de med små, næsten usynlige nik med hovedet.
Skulderklap er noget, man skal vænne sig til.

Den helt rigtige fejl

Eventyret begyndte med en fejl.
Mohammed, Yussuf, Eren, Ibrahim, Mahmoud og Hosam fra Kokkedal sidder i et mødelokale i det centrale København.
Sammen med en flok andre drenge i alderen 13-17 år er de samlet til 'Mind Your Own Business' årlige Venture Camp, hvor udvalgte unge minoritetsdrenge klædes på til at skabe deres egen mikro-virksomhed.
Men drengene har svært ved at sidde stille.
Kalenderen skriver den 22. november 2014, og vejret er, som man kan forvente af datoen: Sparsomt nedbør, endnu mindre sol. Men selv om vejret ikke lokker, skal drengene hele tiden ud og rende.
”De var over det hele på én gang. Hvis det ikke var Burger King nede på Hovedbanegården, der trak, så var det noget andet,” fortæller Louise Dalsgaard.Hun er en af de to voksne, der gennem det sidste halve år har været med til at rotere drengenes syn på sig selv 180 grader. Mere om de to voksne senere.
For på et tidspunkt lykkes det alligevel at få samling på flokken. Det er nu, drengene skal vise, at de har kunnet bruge de sidste dages introduktioner til budget, økonomistyring og ide-udvikling til noget. Det er nu, at de skal udvikle deres egen ide.
Forslagene begynder at flyve i luften:
Drengene har rettet fælles fokus mod white boardet, hvor en af dem noterer hvert forslag: 'Skabe en event.'
'Producere sweatshirts.'
'Producere sandaler – fordi det gør mindre ondt at få en lussing af en sandal end af en almindelig sko.'
'Producere smøkker.'
”Eij, er du idiot eller hvad – smykker staves med y, ikke med ø.”
Hånen fra drengene, der kender hinanden fra skolen eller gaden derhjemme, men stadig har et pænt stykke vej til venskab, bliver fulgt at et stille øjeblik. Indtil drengen med tuschen i hånden og den ubærlige stavefejl på tavlen finder en måde at snige sig ud af ydmygelsen på:
”Hvis man staver det med y, så er det til kvinder. Hvis man staver det med ø, så er det kun for mænd. Forstår I ikke det?”
Dermed var ideen født: Drengene ville lave 'smøkker'. Med ø. Kun for mænd.

Forandringen

Der er varmt på kontoret i Hørsholm. Udenfor stikker varmen med sin første, forsinkede sommersol, og der er åbnet for vinduerne. Alligevel er der ild i de høje stearinlys, der spreder sig på kontorbordet, det slanke, smalle mødebord og chartoteket tæt ved døren.
Måske skyldes det varmen. Men i hvert fald har flere af drengene hevet en flaske kildevand op af køleboksen bag skrivebordet, selv om de gør en dyd af at overholde fasten i Ramadanen.
”Hey, må vi ikke få den der til at have nede i klubben?” spørger en af drengene, henslængt i en af kontorstolene, mens han peger på køleboksen.
”I må købe den – for ti armbånd,” svarer Peter.
”Nej – nej, den går ikke!”
Det er Mohammed, der protesterer. Han har tidligere på dagen været benhård, da Peter forsøgte at forhandle sig til en mængderabat på armbåndene.
Peter Brun er indehaver af konsulentfirmaet Lehmann+Brun, der siden 2004 har rådgivet og vejledt indenfor bandekriminalitet i samarbejde med politi, kommuner, kriminalforsorgen og boligforeninger.
Sammen med Louise Dalsgaard, der er socialrådgiver og virksomhedens uundværlige andet ben, har han været frivillig erhvervsmentor for drengene, siden de lod sig indrulle i Mind Your Own Business-programmet.
De sidste otte måneder er drengene kommet på kontoret fast én gang om ugen, hvor de har fået hjælp til store og små ting, der skulle få deres mikro-virksomhed på skinner. Det er også her, de har deres lager af armbånd og pakker de ordrer, der er kommet ind i ugens løb.
”Prøv lige at se, hvis navn der står uden for døren,” havde Peter forsøgt sig med, da han tidligere forsøgte at presse prisen lidt på et stort køb af armbånd.
Hvortil drengene måtte svare, at det jo var deres navn, der (også) stod derude; de er flyttet så meget ind i Lehmann+Bruns gemakker, at de for nylig fik sat deres eget skilt på ved døren. Og det er tydeligt, at de her har en base, hvor de føler sig hjemme. Og værdsat.
”Hvorfor går I ikke bare ned til en af de lokale købmænd og hører, om de vil donere en køleboks? Butikkerne får masser af den slags i reklame og bruger dem ikke til noget,” fortsætter Peter tråden i drengenes køle-projekt.
”Neej – så siger de bare, at vi er nogle perkere og skal gå igen,” siger Mahmoud.
Det er svært at pille 'perkeren' – eller 'perlen', som drengene også kalder sig – ud af ens selvopfattelse. Peter og Louise har hjulpet dem et stykke af vejen. Og det har ikke været let hele tiden.
”Jeg siger dig, i starten havde jeg nogle gange lyst til at smide dem i havet. De var jo alle vegne. Og de kom op at slås – sådan rigtigt, op at slås,” fortæller Peter.
Frygten for den slags episoder kan måske være en forklaring på, at der uden for de større byer er mangel på virksomheder, der stiller op som frivillige mentorer for drenge som dem her. Men det er ærgerligt at lade sig skræmme, mener Peter:
”Det er ikke raketvidenskab, det her. Det handler om nærvær – og om at bryde grænserne, så virksomhederne lærer de unge at kende. Og pludselig stod vi der et halvt år efter – og drengene mødte op til vores møder med fuld koncentration og sideskilning i håret.”
Drengene, mener Peter, havde fået noget at miste.

Vendepunktet

”Vi er nu nået til æresprisen i Mind Your own Business.
Æresprisen gives til en mikro-virksomhed, der har ydet en særlig indsats, skabt et særligt produkt eller på anden vis har skabt noget helt ekstraordinært. Æresprisen gives i år til en mikro-virksomhed, som ifølge dommerkomiteen har spottet et hul på et allerede etableret marked, og som er gået målrettet efter det. Mikro-virksomheden har formået at skabe et produkt med et flot design, et super brand, og kunderne vil have mere…”
Kalenderen skriver den 30. maj. Det er lidt over seks måneder siden, at Yussuf, Ibrahim, Mohammed, Hosam, Eren og Mahmoud fik den ide, der blev til mikro-virksomheden 'Smøkker – Kun for mænd'.
I dag sidder de bænket på bagerste række ved Award Showet, der afslutter dette års Mind Your Own Business Program. Der er en pris til alle grupper, og drengene har lige taget sølvpokalen i kategorien 'Innovation og Nytænkning.'
”Jeg kunne se på drengene, at de var glade – men arh, der var alligevel et eller andet,” fortæller Peter Brun.
For der skulle uddeles endnu en pris. Æresprisen.
Endelig falder de sidste ord fra dommernes afgørelse:
”Det kan være dyrt at producere et produkt fra bunden, men dommerkomiteen mener, at mikro-virksomheden har en stærk forretningsmodel og produkt sammen med et brand, der kan vokse sig rigtig stort. Dommerkomiteen finder mikro-virksomhedens story telling både interessant og personlig, og det er meget stærkt, at en simpel stavefejl kan skabe grundlag for - ”
Resten af ordene forsvinder i hujen og klapsalver fra salen. Ingen behøver at høre navnet for at vide, at det er drengene fra Kokkedal, der endnu en gang skal op fra bagerste række og stille sig op på podiet som vindere.
”Eren, du fortalte mig, at det føltes, som om du fløj, da du gik derop. Kan du huske det?” spørger Louise, den dag tre af drengene besøger borgmesteren for at overrække ham en gave.
Nej, det kan han ikke rigtig. Men han kan godt huske, at han var stolt.
Det var han ikke ene om.
”Efter Award Showet sagde en af drengene til mig: 'Peter, du har jo fået glasøjne – hvorfor tuder du?'” fortæller Peter og fortsætter:
”Jeg svarede: 'Jamen, jeg er jo også virkelig stolt af jer. Og så sagde han: 'Det er der aldrig nogen, der har været af mig før.'”