Fest og farver: Viby IF fylder 100 år
Den stolte idrætsforening i syd har inden længe eksisteret i 100 år, og det blev fejret på behørig vis
viby De tidlige jubilæumsskrifter, som er 25, 40 og 50 år gamle afslører sjove anekdoter om den nu snart 100 år gamle idrætsforening Viby IF.
"Det var først i 1921, at man startede med at betale kontingent, og det kostede 75 kroner for et voksent medlem. Det er svært for mig at sige, hvor meget det svarede til dengang, men det var ikke ret meget," siger hovedformand Randi Dall, da Lokalavisen Aarhus fanger hende til en snak omkring det kommende jubilæum.
Stoltheden og glæden over foreningens lange tradition er ikke til at tage fejl af, og hver en historie bliver fortalt med stor glæde i stemmen fra formanden.
"De mange historier giver en et smil på læben, og det gør mig glad, at der er flere medlemmer, som har været her, siden de var børn, men der er jo sket umenneskeligt meget siden dengang," fortæller 68-årige Randi Dall, som har været medlem siden 1991.
100 år skal fejres
Den netop overståede weekend blev brugt på at fejre klubben, hvor der både var fest for store og små. Årsdagen er egentlig 9. juli, men fordi det er i sommerferien, har man valgt at afholde festen lidt før, så alle medlemmer, nuværende som forhenværende, kan fejre i fællesskab.
"Det er vigtigt, at vi fejrer sådan en begivenhed, fordi det er ud over det sædvanlige. Der er godt nok nogle af omegnsklubberne, der også har haft så stort et jubilæum, men vi skal også fejre, at vi har holdt det i gang så længe."
Der har været mange sportsgrene på programmet i tidens løb. Nogle er væk igen, mens andre stadig fungerer i bedste velgående.
"Fodbold og gymnastik har nærmest eksisteret altid, og det gør de stadig. Basket har vi haft de sidste 50 år, og det er dejligt, at de alle sammen har holdt ved så længe," siger formanden.
"Det er en særlig dag, og det giver anledning til at samle tidligere medlemmer af klubben. Det er sjovt for alle at komme tilbage."
Lokal opbakning
100 år er lang tid. Også for en idrætsforening. Forklaringen er, ifølge Randi Dall, at klubben altid har haft stor opbakning fra lokalområdet.
"Der er støtte fra folk i lokalområdet. Det kan ind i mellem godt være svært at få folk til at hjælpe, men alligevel finder man altid de rigtige. Det handler bare om at få fat i dem, og så kommer de igen og igen," fortæller Randi Dall om Viby IF, der i øjeblikket tæller 1350 medlemmer fordelt på forskellige afdelinger.
Tallet har været svingende, men især basket- og gymnastikafdelingen får mange nye medlemmer.
"Hvis vi kigger 20-25 år tilbage, så havde basketafdelingen nærmest ingen medlemmer. Det er noget helt andet i dag. Det svinger meget, men det afhænger af de ildsjæle, der ligger arbejde i at få engageret børn og unge."
Fortsætte mange år
Inden for de seneste to år er der etableret et nyt fitnessrum i Viby IF, og foreningen prøver hele tiden at tænke i nye baner for at kunne tilbyde gode muligheder.
"Vi håber på at kunne starte op for seniorsport i dagstimerne, så vi kan lokke endnu flere mennesker til."
Men det handler også om at have plads til det. I øjeblikket er begge haller optaget fra morgen til aften, så det er begrænset, hvad der er af udviklingsmuligheder.
"Du får ikke en ny hal for lommeuld. For år tilbage prøvede vi at rejse penge til en tredje hal, men vi kunne ikke samle nok ind, mens også priserne steg, og så droppede vi de planer."
Selvom en ny hal ligger langt ude i fremtiden, så håber formanden alligevel, at klubben formår at eksistere mange år frem i tiden.
"Jeg håber, at vi i fremtiden har fået nye idrætsgrene ind. Der er meget tale om e-sport, men vi har ikke lokalerne til det, som det ser ud lige nu. Men fremadrettet håber vi at kunne følge den trend, der er lige nu."
"Om klubben er større, har jeg svært ved at sige. Det afhænger af de fremtidige bestyrelser, hvad de kan og hvilke nyt tanker og ideer, de har til at udvikle klubben."