Budgetaftale i Norddjurs Kommune er underskrevet
Der er indgået og underskrevet en aftale om budgettet for 2019 i Norddjurs Kommune. Det bekræfter Venstres Kasper Bjerregaard.
Det er Venstre, der sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har indgået aftalen, og det betyder, at i alt 20 mandater i kommunalbestyrelsen står bag budgettet, efter SF og Enhedslisten sent tirsdag aften forlod forhandlingerne og Liberal Alliance og Konservative Folkeparti allerede i august valgte at stå uden for en aftale, da de ikke ville være med til en stigning i skatten.
Netop skattespørgsmålet har været et af hovedpunkterne i forhandlingerne. Venstre har således heller ikke ønsket at være med til den foreslåede stigning på 1,5 procent. Igennem forhandlingerne er partierne nået til enighed om en aftale, der forhøjer skatten fra næste år med 1,3 procent, og selv om det ikke er optimalt, er Kasper Bjerregaard glad for at det til sidst lykkedes at rykke lidt ved skattestigningens størrelse.
"Udspillet var en stigning på 1,5 procent. Vi er blevet i forhandlingerne for at trykke skatten ned, men det er jo ikke et selvstændigt succeskriterie for os, at man hæver skatten med 1,3 procent. Det er det ikke. Så det er ikke det der gør, at vi går med i aftalen, men det er et produkt af, at vi har siddet der," siger Kasper Bjerregaard.
Superdårlig aftale
Teksten i budgetaftalen er endnu ikke formuleret færdig, og derfor er Kasper Bjerregaard også tilbageholdende med at kommentere på det præcise indhold. Han er imidlertid ikke bleg for at sætte ord på den aftale, der skal definere Norddjurs Kommune de kommende år.
"Det er en superdårlig aftale. Det er ikke noget vi render med hænderne over hovedet over. Det er jo et krisebudget, så der er ikke rigtig nogen, der kan være glade for det. Der er sådan set ingen parametre, det er godt for, men det er nok det bedste, vi kunne nå frem til. Besparelserne er jo massive, og det er aldrig rart, og så en skattestigning oven i er jo heller ikke rart," konstaterer Kasper Bjerregaard og uddyber, hvorfor Venstre alligevel har besluttet at blive i forhandlingerne og i sidste ende stå bag budgetforliget.
"Det er ud fra den tanke, at vi gerne vil være med til at rette op, så det er et spørgsmål om at være ansvarlig og sige, at det er en træls opgave, men den deltager vi i. Det er sådan set det, vi er valgt til. Men det er ikke noget, vi synes, der er sjovt," lyder det fra Venstres Kasper Bjerregaard.