Fortsæt til indhold

Fællesskaber

Samfund
sognepræst Henrik Oest, Helligåndskirken

Fællesskaber er vigtige for os. Fællesskabet i familien. At vi som børn har forældre, som nærer omsorg for os og opdrager os. Livet igennem er fællesskabet i slægten vigtig. At vi har nogle, som vi har en lang historie sammen med, og som er der for én. Fællesskaber i vennekredsen, på arbejdet, i fritidsinteresserne. Fællesskabet i det at være dansk. Have fælles sprog og fælles kultur.

Fællesskaber giver tryghed. Smerteligt er det, hvis vi føler, vi står udenfor et fællesskab, eller når vi mister et værdifuldt fællesskab. I vores tid tales der meget om mobning. At en stærk gruppe mener, at det er ok at mobbe og støde ud af fællesskabet. De, der derved føler sig udenfor, har det svært. Det er vigtigt at fastholde, at fællesskaber er åbne og inviterer indenfor.

På søndag tales over teksten, hvor Jesus siger: ”Jeg er det sande vintræ, I er grenene. Bliv i mig, og jeg bliver i jer.” Her tales der om det kristne fællesskab. Et fællesskab som vi bliver en del af med dåben, og som vi aldrig kan miste.

I en travl og moderne hverdag er der mange, der ikke tænker på fællesskabet, vi har i den kristne tro. Det er der alligevel et sted i vores dybere forståelse. Et stort flertal er medlemmer af folkekirken, selvom man måske ikke går i kirke jævnligt. Alligevel betyder det noget for os. Det er en del af vores ståsted, vores identitet. Det kristne fællesskab. Det fællesskab der ikke kræver noget af os, men gives os. Det fællesskab der ikke lukkes, selvom vi glemmer det. Kirkedøren står åben på søndag.